Oliepriserne falder onsdag morgen, da en ventet stigning i de amerikanske råolielagre opvejer effekten af en midlertidig produktionsstandsning på to store oliefelter i Kasakhstan og øget geopolitisk pres fra USA.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 64,12 dollar mod 64,63 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 59,69 dollar mod 60,05 dollar tirsdag eftermiddag.
Oliepriserne lukkede ellers næsten én dollar per tønde højere i gårsdagens handel, efter at Kasakhstan søndag indstillede produktionen på Tengiz- og Korolev-oliefelterne som følge af problemer med strømforsyningen.
- Produktionsstoppet i Tengiz, som er et af verdens største oliefelter, og Korolev er midlertidigt, og det nedadgående pres fra en ventet stigning i de amerikanske råolielagre samt fortsatte geopolitiske spændinger vil veje tungere, siger Tony Sycamore, der er IG-markedsanalytiker, til Reuters.
Markedets øjne er også rettet mod USA's præsident Donald Trumps trusler om at indføre nye toldsatser mod europæiske lande, hvis der ikke indgås en aftale om amerikansk kontrol over Grønland. Truslerne øger usikkerheden på markedet, da højere toldsatser kan dæmpe den økonomiske vækst og dermed efterspørgslen efter olie.
Ifølge en Reuters-undersøgelse ventes de amerikanske råolie- og benzinlagre at være steget i sidste uge, mens destillatlagrene formentlig er faldet. American Petroleum Institute, API, offentliggør sin ugentlige lageropgørelse onsdag aften.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 4860,75 dollar mod 4737,52 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire