Oliepriserne falder tirsdag morgen, mens de handlende holder øje med en genoptagelse af forsyningerne fra Kasakhstan. Prisfaldet er dog begrænset, da en voldsom vinterstorm har ramt den amerikanske råolieproduktion og påvirket raffinaderierne langs Golfkysten.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 65,15 dollar mod 65,48 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 60,26 dollar mod 60,58 dollar mandag eftermiddag.
Kasakhstans energiministerium oplyste mandag, at landet er klar til at genoptage produktionen fra sit største oliefelt. Samtidig har Caspian Pipeline Consortium, CPC, der driver Kasakhstans vigtigste olierørledning, meddelt, at selskabet igen kører med fuld kapacitet ved sin terminal på den russiske Sortehavskyst, efter at vedligeholdelsen af tre fortøjningspladser er afsluttet.
Prisfaldet er dog begrænset af et produktionstab i USA, hvor vinterstormen har lagt pres på energiinfrastrukturen og elnettet. Ifølge analytikere har amerikanske olieproducenter mistet op til 2 mio. tønder olie om dagen i løbet af weekenden. Flere raffinaderier langs Golfkysten har desuden rapporteret om problemer som følge af det kolde vejr, hvilket øger bekymringen for forstyrrelser i brændstofforsyningen.
Markedet følger også udviklingen i Mellemøsten, hvor et amerikansk hangarskib med tilhørende støttefartøjer er ankommet for at beskytte amerikanske styrker i regionen.
- Amerikanerne har sendt store flådestyrker til Mellemøsten. Det er dog fortsat uklart, om der kommer et angreb på Iran, og ikke mindst hvornår og i hvilket omfang. Trump sagde i sidste uge, at Iran ønsker at forhandle. Iran advarede på sin side Washington om, at landet har "fingeren på aftrækkeren". Der skulle nu være uformelle kontakter mellem Iran og USA, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, i en kommentar.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 5083,10 dollar mod 5091,53 dollar mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire