Oliepriserne stiger markant torsdag morgen som følge af Irans modsvar på det amerikanske angreb på iranske droner i det sydlige Iran.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 97,70 dollar mod 94,34 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 92,13 dollar mod 90,82 dollar onsdag eftermiddag.
De amerikanske styrker har tidligt torsdag morgen skudt fire iranske angrebsdroner ned på et iransk militært anlæg ved Bandar Abbas lufthavn i det sydlige Iran. De amerikanske myndigheder har udtalt, at den iranske militærbase udgør en trussel mod de amerikanske styrker. Den iranske revolutionsgarde har efterfølgende udmeldt, at Iran har angrebet en amerikansk flybase som reaktion på det amerikanske angreb.
- Risikoen for, at forhandlingerne for alvor bryder sammen, eller at en eventuel aftale viser sig skrøbelig, er dermed stigende. Hvis markedet for alvor mister troen på en kommende aftale, kan det øge risikoen for en kraftig stigning i olieprisen, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management.
Ifølge Lohmann fastholder markedet dog troen på en kommende fredsaftale trods fortsatte spændinger mellem de to lande.
Markedets øjne er også rettet mod data fra American Petroleum Institute onsdag, som viser et fald i de amerikanske råolielagre på 2,8 mio tønder sidste uge.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 4387,22 dollar mod 4434,20 dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire