Schouw & Co. er tirsdag morgen klar med udbudsdokumentet for datterselskabet Biomar, som er på vej mod en selvstændig børsnotering.
Og den vil ske til en pris inden for intervallet 100-108 kr. per aktie, fremgår det af dokumentet.
Måler man på midtpunktet af det interval, vil det give fiskefoderkoncernen en markedsværdi på 10,4 mia. kr.
Første officielle handelsdag som selvstændigt børsselskab forventes at være den 3. juni, oplyser Schouw.
- Siden Biomar blev en del af Schouw & Co. i 2005, har selskabet vist solide præstationer kendetegnet ved robust vækst, stigende lønsomhed, kapitaleffektivitet og stærke afkast. Det, der begyndte som en regional aktør, er i dag en global virksomhed og en førende leverandør af foderløsninger i en strukturelt voksende industri. En selvstændig børsnotering af Biomar er fuldt ud i overensstemmelse med Schouw & Co.s strategi om langsigtet transformation og fremtidssikring af porteføljeselskaberne, siger Jens Bjerg Sørensen, der er administrerende direktør hos Schouw & Co., i meddelelsen.
- Samtidig skabes der mulighed for at frigøre finansiel kapacitet til investeringer i eksisterende eller nye porteføljeselskaber, mens vi opretholder en majoritetsandel i Biomar, fortsætter han.
SCHOUW FORBLIVER SOM MAJORITETSEJER
I forbindelse med børsnoteringen udbydes der op til 500.000 nye aktier i selskabet med henblik på at opnå et bruttoprovenu på godt 50 mio. kr.
Derudover sælges der op til 24,7 mio. eksisterende aktier af Schouw & Co., som har til hensigt at forblive som langsigtet majoritetsejer af selskabet.
Der stilles også en overallokeringsfacilitet på op til 3,78 mio. aktier til rådighed. Dermed vil det samlede antal aktier i udbuddet omfatte i alt 28,98 mio. aktier, hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud.
Samlet har udbuddet dermed en værdi af lige over 3,0 mia. kr. inklusive overallokeringsaktierne og lige godt 2,6 mia. kr. uden - igen hvis man måler på midtpunktet af udbudsintervallet for aktierne på 104 kr.
ATP, Danske Bank, DNB, Nykredit samt TIND Asset Management har afgivet tilsagn om at tegne aktier for 1350 mio. kr. Det svarer til cirka 51,6 pct. af udbuddet eksklusive overallokeringsretten.
På baggrund af ovenstående forventes der et free float af Biomars samlede aktiekapital på omkring 25-29 pct. efter børsnoteringen - afhængigt af den eventuelle udnyttelse af overallokeringsretten.
FØRSTE OFFICIELLE HANDELSDAG BLIVER 3. JUNI
Efter planen indledes tegningsperioden for aktierne i udbuddet onsdag i denne uge og afsluttes senest ved markedets lukketid en uge senere.
Herefter ventes den endelige udbudspris at blive oplyst senest om morgenen torsdag den 28. maj.
Første handelsdag for midlertidige købsbeviser vil også blive allerede torsdag den 28. maj, mens den første officielle handelsdag herefter ventes at blive den 3. juni.
Hele tidslinjen kan dog fremrykkes en smule, advarer Schouw. Det vil ske i tilfælde af, at tegningsperioden bliver lukket før onsdag den 27. maj klokken 17.
Biomar vil efter udbuddet være underlagt en lock-up-periode på 180 dage, og ledelsen og bestyrelsen i selskabet vil have en lock-up-periode på 360 dage.
Det samme vil Schouw & Co., fremgår det af udbudsdokumentet.
.\\˙ MarketWire