Køkkenkoncernen TCM Group er i dialog med potentielle kandidater om at overtage nogle af de detailbutikker, som selskabet i år har overtaget fra nu tidligere franchiseejere.
Koncernen ønsker ikke selv at drive butikker, men nogle gange vælger koncernen at "bygge bro", mens der søges efter de rette nye ejere, til at overtage og videreføre butikkerne.
- Vi har ingen strategi om selv at drive butikker. Og når vi gør det, så skal det være i en så kort periode som overhovedet muligt, fastslår TCM Groups administrerende direktør, Torben Paulin, i et interview med MarketWire.
TCM Group, som består af brands som Svane Køkkenet, Tvis Køkken, Nettoline og Aubo, overtog i januar Svane Køkken-detailbutikkerne i Aalborg og Hjørring. Og i september overtog koncernen også en Aubo-butik i Esbjerg samt en Nettoline-butik i Kolding.
Når franchiseejere af forskellige årsager ønsker at træde ud, overvejer TCM Group altid, om butikkerne skal føres videre under nyt ejerskab, eller om de skal lukkes.
- I de her tilfælde har vi vurderet, at de skal sælges videre til nye ejere, men der har så bare ikke været en kvalificeret ny ejer. Så er det, at vi går ind og bygger bro ved selv at drive den i en kortere periode, siger Torben Paulin.
Han håber på snarlig afklaring.
- Vi er alle steder i dialog med potentielle kandidater. Men om det lige falder på plads den ene dag eller anden dag, eller om vi skal ud i en ny runde, det ved man aldrig rigtigt.
- Men strategien er, at vi ikke selv skal eje nogen butikker, og de fire, vi har og driver nu i dag, skal hurtigst muligt videre til nye lokale ejere, siger Torben Paulin.
I andre tilfælde har TCM valgt at lukke butikker, hvilket er baggrunden for, at antallet af brandede butikker i koncernen ved udgangen af september var faldet til 111 fra 114 på samme tid et år tidligere.
- Hver gang, vi står i en situation, hvor vi skal tage stilling til en butik, spørger vi os selv, om vi ville åbne den butik i dag fra scratch? Hvis ikke lokalet eller lokationen, med det vi ved i dag, er optimalt, så tager vi konsekvensen og lukker butikken.
- Nogle gange er det så det, den falder på. Andre gange siger vi, at her er faktisk en god størrelse, et godt lokale på en god lokation. Det er værd at holde fast i. Så det er en meget nøgtern overvejelse hver gang, fortæller Torben Paulin.
VIL ØGE BUTIKSNETTET
2025 har budt på en enkelt helt ny butiksåbning. I oktober åbnede koncernen med nye franchisepartnere Tvis-butik i Køge. Og målet er at øge butiksnettet yderligere i koncernen.
- Jo det vil vi gerne. Vi har da et par andre hvide pletter i landskabet, så det arbejdes der selvfølgelig også på. Men vi skal være sikre på, at det er den rigtige lokation, at lokalet er rigtigt, og at den, der skal drive det, er rigtig. Så vi er aktivt søgende, men vi er også meget selektive, siger Torben Paulin.
Hvad 2026 kommer til at byde på i forhold til åbninger er vanskeligt at spå om.
- Det kan være alt mellem 0 og 5. Vi åbner ikke, fordi vi gerne vil. Vi åbner kun, når der er noget, vi tror på, fortæller Torben Paulin.
Og det kan være en svær øvelse.
- Du skal finde en kompetent forhandler, som har de finansielle midler, og så skal du finde det rigtige lokale på den rigtige lokation. Alt det skal gå op i en højere enhed. Det er altid det allersværeste.
Om der modsat vil være butikker, der lukker, er også et åbent spørgsmål.
- Jeg vil jo sige nej, men det ved man aldrig, før man ved det. Men butikkerne skal være sunde og profitable, og det er ikke afgørende, om vi har to færre eller to flere. Det, der er afgørende, er, at vi har de rigtige, at de er velfungerende og sunde, siger Torben Paulin.
.\\˙ MarketWire