23. jun. 2026
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Sprudlende Novo Nordisk og Genmab minimerede C25-nedtur

Tirsdagens aktier: Sprudlende Novo Nordisk og Genmab minimerede C25-nedtur

De danske medicinal- og bryggeriaktier klarede sig bedst i tirsdagens handel, hvilket var med til at lette stemningen blandt et ellers surt globalt aktiemarked tynget af et større udsalg af teknologiaktier.

Herhjemme vrimler det nemlig ikke ligefrem med teknologiaktier, og udsalget af de cykliske aktier kom de defensive modparter til gode - og dem er der en del af i C25.

Samlet endte det danske eliteindeks, C25, dog med et marginalt fald på 0,1 pct. til 1790,48 efter stigninger i 12 og fald i 13 af eliteaktierne.

- Det er mest teknologi og AI-temaet, der er i fokus på den negative side. Det rammer ikke så hårdt herhjemme. Det er heller ikke et udbredt tema for de danske aktier, at vi har en høj eksponering inden for det område. Derfor klarer vi os relativt godt i dag sammenlignet med det øvrige marked, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Han tilføjer, at investorerne i forhold til presset på teknologiaktierne igen "skeler til de store investeringer, der er foretaget". Samtidig hjælper forventningerne om en forestående rentestigning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, heller ikke på stemningen, da det kan øge låneomkostningerne til investeringerne.

DEFENSIVE AKTIER I FRONT

- Bryggerierne ligger lunt, og det er selvfølgelig noget af det defensive træk, der gør sig godt i et lidt sløjt og usikkert marked. Samtidig er sundhedsaktierne den bedst præsterende sektor i Europa, og det kan man også se herhjemme med Zealand Pharma og Novo Nordisk, noterer Martin Munk, der pointerer, at det generelt er sektorbevægelser frem for selskabsspecifikke nyheder, der præger tirsdagens marked.

I toppen endte da også medicinal- og bryggeriaktierne. Genmab toppede med en stigning på 3,2 pct. til 1708,50 kr., efterfulgt af Novo Nordisk, der steg 2,6 pct. til 307,75 kr.

Derudover steg Zealand Pharma-aktien med 0,9 pct. til 286 kr.

Blandt bryggerierne steg Royal Unibrew med 2,5 pct. til 422,80 kr. og Carlsberg med 1,9 pct. til 864,60 kr.

Modsat var der dårlig stemning blandt de mere cykliske aktier.

- Det er det mere cykliske, som har det svært i dag. Når vi ser på Europa er det også det cykliske, industri, materialer og lignende, der har det lidt svært, siger Martin Munk og peger herhjemme på udviklingen i aktier som Rockwool, Vestas, NKT, FLSmidth og DSV.

Vestas faldt mest i C25 med 4,8 pct. til 175,40 kr. efterfulgt af NKT med et fald på 4,7 pct. til 1013 kr. FLSmidth faldt desuden 3,5 pct. til 492,80 kr. og Rockwool med 1,5 pct. til 213,60 kr.

POSITIVT ANALYTIKERNYT TIL BOOZT OG DEMANT

Der var tirsdag opløftende analytikernyt til blandt andre Boozt og Demant, hvor førstnævnte fik løftet kursmålet hos DNB Carnegie, der dog fastholder anbefalingen "hold".

Kursmålet blev løftet til 87,91 kr. fra 74,64 kr., viser data fra Bloomberg News.

Aktien i Boozt har siden slutningen af marts været på lidt af en vinderstime. Siden den seneste bund for kursen blev sat 27. marts i 59,20 kr., er aktien steget noget nær 50 pct.

Tirsdag steg Boozt 2,5 pct. til 92,80 kr.

Høreapparatselskabet Demant fik skruet op for anbefalingen hos Morgan Stanley til "overvægt" mod før "ligevægt". Kursmålet blev i samme ombæring løftet til 290 kr, fra 210 kr., viser data fra Bloomberg News.

Sideløbende har finanshuset Jefferies også skruet kursmålet for Demant. Her til 290 kr. fra 275 kr., og anbefalingen lyder fortsat på "køb".

Demant vandt 1,2 pct. til 255,80 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 132 anmeldelser

Mest læste artikler