Tirsdagens indledende rentefald på det danske obligationsmarked blev hen ad dagen udbygget.
Dagen bød på indkøbschefernes syn på aktiviteten i Europa og USA, som pegede i flere retninger.
Samlet faldt renten på den tiårige danske statsobligation med 3 basispoint til 2,88 pct.
Mandag bakkede renten på papiret med 3 basispoint efter et fald i oliepriserne og meldinger fra chefen for Den Europæiske Centralbank.
Tirsdag var der ikke de store nyheder fra Mellemøsten, hvilket betød, at olieprisen fastholdt et niveau omkring 77 dollar for en tønde Brent.
Derfor kunne handlerne rette fokus på den månedlige sværm af PMI-tal, som måler indkøbschefernes syn på aktiviteten, fra Europa og USA.
SKUFFENDE VÆKSTSIGNALER FRA TYSKLAND
Tyskland lagde fra land, hvor den foreløbige opgørelse fra S&P Global viste fald over en bred kam. Det overordnede indeks er ifølge den foreløbige opgørelse for juni faldet til 48,0 mod ventet 49,7 blandt økonomer ifølge Bloomberg News. Målingen i maj viste 48,8.
Det er især servicesektoren, der overrasker negativt, da indekset her faldt til 46,8 mod en ventet stigning til 49,0 blandt økonomer og 48,1 i maj.
Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank, fremhæver det som "specielt bekymrende, at det er servicesektoren, der klarer sig dårligst i øjeblikket".
- For at sætte udviklingen i perspektiv skal vi 43 måneder tilbage for at finde et svagere PMI-indeks for servicesektoren. Modvinden til servicesektoren er specielt bekymrende, da servicesektoren udgør langt størstedelen af den europæiske økonomi. På den korte bane ligner det ikke, at der er meget bedring på vej. Delindekset for nye ordrer viser nemlig det kraftigste fald i omkring 2,5 år. Årsagen er blandt andet bekymringer om vækstudsigterne, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.
Indkøbschefindekset for hele euroområdet viste derimod en bedre udvikling end ventet. Det samlede PMI for eurozonen landede således på 49,5 mod 48,5 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 49,2 blandt økonomerne.
Et tal over 50 betyder, at der er relativt flere virksomheder, der har meldt om et bedre forretningsklima, end virksomheder, som har meldt om et forværret forretningsklima.
På den anden side af Atlanten havde de amerikanske indkøbschefer et lysere syn på aktiviteten, end tilfældet var måneden før.
Det samlede PMI-indeks steg i juni til 52,2 fra 51,5 måneden før, mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en fremgang til 52,1.
.\\˙ MarketWire