Pæne plusser til især Vestas og positiv vending i Novo Nordisk sikrede torsdag fremgang for det samlede C25-indeks trods belastning fra Mærsk, som søgte til bunds på dagen, hvor aktierne blev handlet uden udbytte.
Fremgangen for eliteindekset blev på 1,2 pct. til 1664,27. Og dermed distancerede indekset sig fra den mere negative stemning, som prægede de europæiske markeder, hvor det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks endte i minus 1,0 pct. ved dansk børslukketid.
- I Europa er vi jo stadig i minus, og når Danmark er vendt, så er det fordi Novo kører op. Og Vestas har haft en pæn stigning hele dagen, konstaterer chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink.
Han ser en vis nervøsitet i Europa op til weekenden og i forhold til, hvad der kan ske, når den fem dages delvise våbenhvile, som USA's præsident, Donald Trump, indledte over for Iran mandag, udløber.
- Det bliver lidt spændende at se, hvad han så gør, når aktiemarkedet lukker fredag, siger Mads Zink.
NOVOCHEF ER OPTIMIST
Novo Nordisk holdt torsdag generalforsamling, hvor blandt andre tidligere topchef og formand for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, blev genvalgt til formandsposten.
I takt med at generalforsamlingen skred frem ændredes torsdagens indledende minus til aktien til et mere substantielt plus, og aktien sluttede dagen med en stigning på 1,1 pct. til 238,45 kr.
Ifølge Mads Zink blev ikke mindst udtalelser fra topchefen Mike Doustdar modtaget positivt i markedet.
- Vi lærer utroligt hurtigt, og jeg er meget mere optimistisk i dag, end da jeg fik jobbet. Teamet arbejder utroligt hurtigt. I dag drøftes nogle af vores mangler i medier og af aktionærer. Jeg tvivler ikke på, at vi i morgen vil blive husket for, hvor hurtigt vi responderede på udfordringerne, sagde Mike Doustdar.
Op til generalforsamlingen havde Wolfe Research indledt sin dækning af Novo Nordisk-aktien med anbefalingen "peer perform". Og samme Wolfre Research havde også inkluderet Zealand Pharma i analyseuniverset med anbefalingen "outperform" og et kursmål på 750 kr.
Zealands aktie steg 0,1 pct. til 287,90 kr.
VESTAS FORTSATTE SPURT
Øverst i C25-indekset steg Vestas 5,8 pct. til 175,80 kr.
Torsdag hævede den britisk-asiatiske storbank HSBC hævet sit kursmål for den danske vindmølleaktie med 10 kr. til 200 kr., og anbefalingen forblev ifølge Bloomberg News "køb".
Onsdag spurtede Vestas frem med et plus på 6 pct. efter offentliggørelse af en ordre på 505 megawatt. Noget af torsdagens fremgang for aktien kan muligvis også skyldes dønninger fra den vigtige ordre.
- Vestas annoncerede en stor ordre onsdag på 505 MW landvindmøller. Dermed er de nået op på landvindordrer for 947 MW i alt i år. Det er mere, end de nåede sidste år i første kvartal, som var på 884 MW. Så et rigtig stærkt kvartal for Vestas. De leverer bare, siger Mads Zink.
Der er desuden mulighed for, at flere ordrer tikker ind hos Vestas i løbet af de næste par dage, efterhånden som kvartalsafslutningen nærmer sig.
Omvendt gik det for Vestas' vindkollega Ørsted, som lukkede uændret i 145,05 kr. Finanshuset Bernstein løftede kursmålet - men kun til 138 kr. fra 125 kr.
Med i toppen var også høreapparatselskabet Demant, som steg 4,2 pct. til 189,20 kr., og Novonesis steg 2,2 pct. til 374,70 kr.
UDBYTTE FRAGIK I MÆRSK
Tæt på bunden af indekset lukkede Mærsk med et tab på 2,2 pct. eller 360 kr. for A-aktien til 16.150 kr. Efter generalforsamlingen i selskabet onsdag handledes aktierne i Mærsk torsdag uden udbytte på 480 kr.
Torsdag bød ellers på den positive nyhed for Mærsk, at World Container Indexer, der opgøres af konsulenthuset Drewry, viste, at prisen for containertransport steg 4,9 pct. i sidste uge. Det var fjerde uge i træk med stigende indeks.
Volatile FLSmidth faldt 2,3 pct. til 480,20 kr. uden selskabsspecifik forklaring ud over, at europæiske aktier inden for industri og materialer var blandt de ringeste torsdag, mens prisen på guld faldt.
PANDORA SÅ FALDENDE SØLVPRIS
Pandora steg 1,5 pct. til 466,70 kr. efter et fald i sølvprisen på 3 pct. på et bagtæppe af forværret risikoappetit.
Chemometec fik skåret i kursmålet hos både SEB og Berenberg.
SEB sænker kursmålet med 20 pct. til 400 kr., men hæver anbefalingen af aktien til "køb".
Berenberg sænker kursmålet il 650 kr. fra før 900 kr. Ændringerne sker i kølvandet af en nedjustering på grund af vækstudfordringer på det nordamerikanske marked. Det sendte Chemometec-aktien ned 39,9 pct. tirsdag.
Onsdag revancherede aktien sig 18,5 pct., og torsdag fortsatte aktien op med et plus på 5,8 pct. til 297 kr.
.\\˙ MarketWire