12. mar. 2026 kl. 16:10
59 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens aktier: Krig og høje oliepriser sendte C25 bagud

Torsdagens aktier: Krig og høje oliepriser sendte C25 bagud

Der var smæk på den geopolitiske front torsdag, hvor meldinger om krigen i Iran og stigende oliepriser deraf sendte de danske aktier den forkerte vej.

For C25-indekset betød det et minus på 1 pct. til 1667,41, hvor det blot var fire aktier, der formåede at holde sig i plus.

- Det er Iran og olien, der styrer det hele stadigvæk. Det gør bare, at aktiemarkedet bliver mere nervøst. Det er ikke altid logisk, hvilke aktier det er, der falder, men markedet bliver bare utroligt tyndt, fordi der er mange, der hopper på sidelinjen, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Det var i første omgang meldinger om, at Iran havde angrebet to tankskibe ved Hormuzstrædet, som sendte oliepriserne i vejret. Det blev forstærket, da den nye religiøse leder af Iran, ayatollah Mojtaba Khamenei, gav lyd fra sig for første gang. Fra ham lød det, at Hormuzstrædet bør forblive lukket.

Ved dansk børslukketid kostede en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, 99 dollar, hvilket svarede til en dagstigning på 7,6 pct.

BAVARIAN NORDIC KOM MED ÅRSREGNSKAB

På regnskabsscenen var Bavarian Nordic aktuel med sine tal for 2025. Mange af tallene var kendte i forvejen, og derfor udeblev de helt store overraskelser.

Alligevel faldt aktien 3 pct. til 177,65 kr.

Og så endte Pandora under teknisk pres, da der torsdag fragik udbytte på 22 kr. per aktie. Aktien faldt 5,3 pct. - eller 25 kr. per aktie - til 444,60 kr.

Et Mærsk-chartret skib blev torsdag morgen ramt af fragmenter fra granater ved Dubai tæt på Hormuzstrædet, skrev DR. Containerskibet er chartret fra kollegaen Hapag-Lloyd og sejler under liberisk flag.

B-aktien i Mærsk endte med et minus på 1 pct. til 16.230 kr.

Nær C25-bunden klumpede bankaktierne sig desuden sammen og fulgte dermed den generelle tendens ude i Europa, hvor sektoren ifølge Bloomberg News var ramt af bekymringer om private kreditselskaber og den fortsatte uro i Mellemøsten.

Herhjemme gik det værst ud over Jyske Bank, som bakkede 3 pct. til 877 kr. Derudover faldt AL Sydbank og Danske Bank med henholdsvis 2,9 pct. til 520 kr. og 1,9 pct. til 317,10 kr.

NOVO FIK NYT FRA ANALYTIKERKORPSET

Novo Nordisk fik skåret sit kursmål til 300 kr. fra 360 kr. af det tyske finanshus Berenberg, der dog fastholdt anbefalingen "køb".

Medicinalselskabet fik også hævet sin anbefaling til "neutral" fra "underperform" for sin USA-notering hos finanshuset Zacks, som dog skar toppen af kursmålet til 42 dollar fra 43 dollar. Omregnet til danske kr. svarer kursmålet til 271,25 kr.

Novo-aktien bakkede 1,1 pct. til 247 kr.

Berenberg tog også et kig på NKT, der fik hævet kursmålet til 825 kr. fra 745 kr. Det tyske finanshus holder fast i anbefalingen "hold" af kabelaktien, der gik bagud med 1,5 pct. til 794 kr.

I toppen af C25 endte Novonesis med et plus på 1,7 pct. til 354,30 kr.

Uden for C25 fik Columbus aflagt regnskab for 2025, hvor omsætningen og driftsmarginen faldt.

Resultaterne afspejler ikke fuldt ud selskabets ambitioner, lyder det i regnskabet. Ledelsen vurderer dog resultatet som acceptabelt, og der ventes bedring i indeværende år.

Aktien faldt 0,8 pct. til 9,62 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 207 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig