25. jun. 2026
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens aktier: Novo fortsatte grøn stime og Ørsted samt Pandora klarede frisag

Torsdagens aktier: Novo fortsatte grøn stime og Ørsted samt Pandora klarede frisag

Ørsted fik medhold i Sø- og Handelsretten i en langvarig sag, og Pandora nød godt af faldende sølvpriser og klarede frisag i en civil sag med et erstatningskrav.

Novo Nordisk kunne notere sig fremte dag med fremgang skabt af positive vinde omkring selskabet.

Også indekstunge DSV og Mærsk endte torsdag i plusser på op til 2,9 pct., da fragtraterne endnu en gang steg. Samlet var det med til at trække det danske eliteindeks, C25, i et plus på 1,0 pct. til 1813,36 torsdag.

- Mens Europa trækkes frem af teknologi i dag, så er det herhjemme de store som Novo, Ørsted og Pandora, der holder os oppe, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

- Modsat er bankerne under pres og følger sektoren generelt. Der er bare ikke rigtig fokus på at købe - hverken herhjemme eller i Europa, siger han.

Torsdag blev dagen, hvor Ørsted kunne sætte punktum for en over 20 år gammel sag, da energiselskabet vandt en sejr i Sø- og Handelsretten i sager vedrørende det tidligere Elsam.

Aktien endte med at plus på 1,1 pct. til 148,90 kr. efter at have oppe og vende med et plus på 2,3 pct. lige efter afgørelsen kl. 10.

- Ja, den tog lige en lille tur op på det, og man nu sige, at det i hvert fald er en "done" sag. Og det er det, der fylder lidt der, siger Danske Banks chefhandler.

Sagen trækker tråde tilbage til 00'erne, hvor elmarkedet blev liberaliseret i Danmark. Og Sø- og Handelsretten har forholdt sig til, hvorvidt Elsam, som fusionerede med Dong (senere Ørsted) i 2006, misbrugte sin dominerende stilling på elmarkedet og dermed opkrævede urimeligt høje priser. Men det fandt retten ikke bevist.

NOVO I GRØN STIME

Novo Nordisk har med dagens plus på 1,3 pct. til 315,65 kr. haft sin femte børsdag på stribe i grønt.

Af nyt fik sænket anbefalingen hos det amerikanske finanshus Morningstar til "hold" fra "køb". Da kursmålet er uændret 343 kr., er det formentlig et resultat af de seneste aktiekursstigninger. Oven i skriver Finans.dk, at flere børshuse ser mulighed for en opjustering af årsforventningerne ved regnskabet for andet kvartal - som følge af et stærkt salg af vægttabspillen Wegovy, der har slået bedre igennem i USA end rivalen Eli Lillys pendant, Foundayo.

- Der er bare kommet lidt mere positiv vind ind over Novo på det seneste, og det er det, den kører lidt yderligere på. Der har været i en lang periode, hvor man nærmest kun så efter udfordringer for Novo - men nu begynder man også at se efter de positive historier, og de smitter også af på aktiekursen. Så det er i det lys, vi skal se Novo, siger Mads Zink.

Helt i toppen af C25 strålede Ambu med et plus på 3,6 pct. til 61 kr. Fremgangen kom efter onsdagens tilbagetog på 6 pct. til det laveste niveau siden foråret 2017 - særligt tynget af at analytikerne hos Danske Bank sænkede anbefalingen til "sælg" fra "hold".

Også Pandora kunne lukke og slukke for en sag mod smykkeselskabet anlagt af Jesper Laustrup Nielsen - også kendt som Kasi-Jesper - der krævede, at Pandora skulle betale ham over 800 mio. kr. kroner. Men Retten på Frederiksberg frifandt Pandora.

Men dagens plus på 3 pct. til 709 kr. afhang dog i høj grad af faldende sølvpriser. Torsdag lå prisen på 57,83 dollar per troy ounce, som er det laveste niveau siden december. De seneste tre dage er sølvpriserne nu faldet over 12 pct.

Helt i bunden af indekset lå NKT med et fald på 1,4 pct. til 975,50 kr. Det var tredje dag med fald.

- NKT har virkelig performet stærkt i en periode. I januar, februar og marts blev den handlet omkring 800 kr. - og den ligger stadigvæk over det. Så jeg tror, det skal ses i lyset af det.

- De nyheder, jeg får fra sektoren er stort set alle sammen positive stadigvæk, så der er ikke noget nyhedsorienteret bag NKT's performance. Men der har været lidt gevinsthjemtagning på det sidste, siger Mads Zink.

BANKER UNDER PRES

Jyske Bank, Nordea, AL Sydbank og Danske Bank endte i intervallet minus 0,3 til plus 0,6 pct., hvilket gav placeringer i den tunge ende af eliteindekset.

- Hvis du kigger på banker i Europa, er der heller ikke den sektor, der præsterer allerstærkest i dag. Bankerne er ikke lige der, at fokus er på at købe. Og det er lidt den generelle tendens, siger Danske Banks chefhandler.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 139 anmeldelser

Mest læste artikler