Kevin Hassett, der er præsident Trumps øverste økonomiske rådgiver, er overbevist om, at Kevin Warsh vil tiltræde som formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i maj.
Samtidig venter han ikke, at den nuværende centralbankformand, Jerome Powell, vil forblive medlem af styrelsesrådet i Federal Reserve.
Det skriver Reuters.
- Jeg er meget overbevist om, at det vil ske, udtaler Kevin Hasset til Fox ifølge Reuters. Hasset tilføjer, at han mener, at høringen om Kevin Warshs udnævnelse begynder i næste uge.
Derudover udtaler Kevin Hasset, at Jerome Powell har givet udtryk for, at han vil forlade centralbanken, når den nye formand er udpeget.
- Han har signaleret, at så snart der er en bekræftet centralbankformand, vil han træde til side, og det er det rigtige for ham at gøre, udtaler Kevin Hasset yderligere.
Den nuværende Fed-chef udtalte imidlertid i marts, at han ikke ønsker at forlade Federal Reserve, før efterforskningen mod ham er afsluttet. Desuden understreger Powell, at han ikke har besluttet, om han vil forblive medlem af styrelsesrådet, hvor han egentlig skal sidde frem til 2028, når hans periode som formand slutter her i maj i år.
Sidste år stævnede det amerikanske justitsministerium Jerome Powell og Federal Reserve, fordi ministeriet mener, at centralbankformanden har afgivet falsk forklaring for Senatet omkring omkostningerne ved en renovation af Federal Reserves hovedkvarter.
Stævningen følger en lang periode med utilfredshed fra præsident Donald Trump over Jerome Powell , der ikke har sænket renterne i det tempo, som præsidenten har ønsket.
.\\˙ MarketWire