De amerikanske aktier stiger fra åbning tirsdag, efter at olieprisen bakkede fra det opsving, der var drevet af angreb på energiinfrastruktur i Mellemøsten.
Olieprisen er dog fortsat over 100 dollar for en tønde Brent-olie, mens prisen på diesel i USA for første gang siden 2022 er nået over 5 dollar pr. gallon, skriver Bloomberg News.
- Jo længere olieprisen holder sig over 100 dollar pr. tønde, desto højere lyder alarmklokkerne på markedet med hensyn til inflationsrisici, udtaler Dan Coatsworth, der er markedschef hos AJ Bell ifølge Bloomberg News.
Kort efter børsåbning stiger S&P 500- og Nasdaq-indekset med 0,6 pct. Dow Jones-indekset stiger 0,9 pct.
Mandag var det også faldende oliepriser, der gav fremgang for aktierne på Wall Street, hvor også temaet omkring kunstig intelligens, AI, var i fokus, efter at Nvidia meldte sig på banen med en prognose om at nå et salg af sine AI-chips på mindst 1000 mia. dollar inden udgangen af 2027.
Det brede S&P 500-indeks endte med et plus på 1 pct., mens det smalle Dow Jones steg 0,8 pct. Bedst gik teknologiaktierne i Nasdaq-indekset, som gik frem med 1,2 pct.
Nvidias prognose bygger videre på et tidligere skøn om at nå et salg for AI-serien Blackwell og den kommende serie Rubin på mindst 500 mia. dollar inden udgangen af 2026, skriver Bloomberg News.
Aktien i Nvidia stiger efter åbning tirsdag med 0,3 pct., efter en stigning på 1,6 pct. mandag.
FOKUS PÅ MELLEMØSTEN
Investorernes fokus er fortsat på situationen i Mellemøsten, hvor det ligner, at Hormuzstrædet fortsat vil være lukket, efter at den amerikanske præsident Donald Trumps opfordring til Nato-allierede om at sikre passagen ikke har rykket det store.
- Vi arbejder med andre om at lave en troværdig plan for Hormuzstrædet for at sikre, at vi kan genåbne skibsfarten og passagen gennem strædet. Lad mig gøre det klart: Det kommer ikke til at blive og har aldrig været set som en Nato-mission, udtalte den britiske premierminister, Keir Starmer, til journalister ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag.
Tirsdag stiger olieprisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, med omkring 1,9 pct. til 102 dollar, mens den amerikanske WTI-olie går 1,9 pct. frem til 95,26 dollar.
Tidligere på dagen tirsdag var prisen på en tønde Brent oppe på 104,98 dollar, hvor også aktiefutures pegede mod en rød start.
De oliefølsomme flyselskaber, som har været hårdt ramt siden krigen i Mellemøstens udbrud, får dog tirsdag et pusterum, efter at Delta Air Lines har hævet sin omsætningsprognose for det nuværende kvartal på baggrund af stigende efterspørgsel.
Det sender aktien i Delta i vejret med 5,1 pct., mens også aktien i American Airlines øger med 4,1 pct.
Selskabsspecifikt stryger også aktien i Qualcomm, der producerer processorer til smartphones, frem efter åbning tirsdag, da giganten har annonceret et aktietilbagekøb på 20 mia. dollar.
Og som om det ikke var nok, så får dividenden også et hak op til 92 cent mod tidligere 89 cent., skriver Bloomberg News.
Qualcomm stiger 3,1 pct.
FEDERAL RESERVE STARTER RENTEMØDE
Rettes fokus mod rentemødet hos Federal Reserve, er forventningen, at beslutningstagerne vil holde renten uændret efter sit to-dages møde.
Dog venter handlerne et høgeagtigt syn på fremtiden, skriver Reuters, idet renterne på de kortfristede statsobligationer stiger svagt.
- Selv om vi ikke forventer, at centralbanker vil træffe impulsive beslutninger, vil beslutningstagerne sandsynligvis understrege, at de er på vagt over for inflationsrisici i lyset af de høje oliepriser og usikkerhed om krigens varighed, udtaler analytikerkorpset hos UBS om centralbankernes beslutninger på verdensplan i denne uge, hvor der også er rentemøde hos Den Europæiske Centralbank, ECB.
.\\˙ MarketWire