De amerikanske aktier i S&P 500 stiger forsigtigt fra start, efter at fornyet optimisme omkring kunstig intelligens samt for krigen i Iran spreder sig.
Seneste nyt fra forhandlingerne mellem USA og Iran er ifølge iransk stats-tv, at Teheran har fået et udkast til en foreløbig uofficiel rammeaftale om et aftalememorandum med USA, skriver Reuters.
Ifølge rammeaftalen skal Iran inden for en måned genoprette den kommercielle skibsfart gennem Hormuzstrædet til det niveau, der var før krigen, mens USA vil trække sine militære styrker tilbage fra området omkring Iran og ophæve den maritime blokade.
Det sender de ledende amerikanske indeks let op fra start med teknologitunge Nasdaq i plus på 0,1 pct.
S&P 500 kan desuden jagte endnu rekord onsdag med en stigning på 0,1 pct., efter at indekset lukkede i højeste niveau nogensinde tirsdag. Dow Jones stiger mest med 0,3 pct.
AI I FOKUS
Generelt spår Goldman Sachs, at AI kan bidrage til yderligere stigninger på det amerikanske aktiemarked, og derfor løfter banken sit mål for det brede S&P 500-indeks i år til indeks 8000 fra tidligere 7600.
Med lukkeniveauet tirsdag på 7519,12, som var rekord, indikerer det nye mål et fortsat potentiale på 6,4 pct. for hovedindekset i USA .
Tesla, som er blandt de førende teknologiaktier i "Magnificent Seven", stiger 1,9 pct. fra start, efter nye spekulationer om, at Tesla og SpaceX måske skal lægges sammen, har fået nyt liv forud for sidstnævntes planlagte børsnotering.
Rumfartsselskabet SpaceX søgte i sidste uge officielt om optagelse til handel på Nasdaq, og nu går snakken på, at det overordnede mål med børsnoteringen er at fusionere selskabet med Tesla , skriver CNBC.
Der er i forvejen et stort overlap i ressourcer mellem Tesla og SpaceX, og Elon Musk, som står i spidsen for begge, har ifølge anonyme kilder også luftet muligheden for at slå de to selskaber sammen.
Blandt andre rumfartsselskaber sendes aktien i rum- og forsvarsselskabet Redwire i vejret med 5,1 pct., efter en stigning på 26 pct. i tirsdagens handel.
Derudover sendes aktien i rumteknologiselskabet Intuitive Machines frem med 5,8 pct. Aktien faldt dog 9 pct. tirsdag.
STORT KURSHUG TIL SOFTWARESELSKAB
Modsat rumaktierne går Zscaler en hård dag i møde på børsen i USA, efter at det amerikanske sikkerhedssoftwareselskab har leveret en skuffende omsætningsprognose for det igangværende forskudte fjerde kvartal efter en ellers stærk udvikling i tredje kvartal.
Det bliver mødt af sure miner hos investorerne, der sender aktien ned med 27,5 pct. til 133,87 dollar.
I fjerde kvartal venter Zscaler at nå en omsætning på 875-878 mio. dollar, hvor analytikerprognosen indsamlet af Bloomberg News ventede 879,1 mio. dollar.
.\\˙ MarketWire