22. maj 2026
33 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Grøn start peger mod ottende ugentlige stigning i streg for S&P 500

USA/åbning: Grøn start peger mod ottende ugentlige stigning i streg for S&P 500

Det amerikanske S&P 500-indeks er fredag på vej mod sin ottende ugentlige stigning i streg, drevet af fortsat højt humør blandt teknologiselskaberne, mens investorerne fortsat har øjnene rettet mod situationen i Mellemøsten.

Samtlige af de tre ledende amerikanske indeks stiger fra børsåbning i USA, hvor det smalle Dow Jones-indeks stiger mest med 0,7 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks øger med 0,5 pct.

Det brede S&P 500-indeks stiger med 0,5 pct., og hvis S&P-indekset fortsætter i grønt for ugen, vil det være den længste række af ugentlige stigninger siden 2023.

Torsdagens handelsdag endte med et spinkelt plus på 0,2 pct. til S&P 500-indekset, Nasdaq-indekset steg med 0,1 pct., og Dow Jones-indekset gik 0,6 pct. frem.

Der er fortsat håb om en nærtstående fredsaftale i Mellemøsten.

Senest har USA's udenrigsminister, Marco Rubio, fredag på et pressemøde forud for et Nato-udenrigsministermøde udtalt, at der er kommet mindre fremskridt i forhold til at nå en aftale.

- Jeg vil ikke overdrive det, men der har været en smule bevægelse, og det er godt. Fundamentet forbliver det samme. Iran må aldrig få et atomvåben. Det kan det bare ikke, siger Rubio ifølge The Guardian.

Rubio uddyber ikke, hvad disse mindre fremskridt består af.

- Selvom de væsentligste uoverensstemmelser mellem USA og Iran stadig skal løses for at bringe krigen til ophør, er de fortsatte fredsforhandlinger fortsat en positiv faktor for investorerne, siger cheføkonom hos Spartan Capital Securities Peter Cardillo ifølge Reuters.

MAKRO I FOKUS EFTER REGNSKABSSÆSON

At stemningen rykker sig mere mod den makroøkonomiske udvikling hænger sammen med, at den amerikanske regnskabssæson lakker mod enden.

- Investorerne bevæger sig videre fra regnskabssæsonen, og det makroøkonomiske miljø begynder at komme mere i centrum, udtaler chefmarkedsstrateg hos Ameriprise Anthony Saglimbene ifølge Reuters forud for næste uges forkortede handelsuge på grund af Memorial Day mandag.

Omkring 93 pct. af S&P 500-indeksets selskaber har aflagt regnskab, skriver Bloomberg News. 83 pct. af dem har overgået analytikernes forventninger.

Det er det højeste tal siden 2021, idet fremdriften breder sig ud over kunstig intelligens-aktierne til store dele af det amerikanske erhvervsliv.

Dog mangler flere vigtige detailhandlere at aflægge regnskab, herunder Costco, Best Buy og Dollar, hvor investorerne vil se efter tegn på, at de høje energipriser har betydning for forbrugernes udgifter.

Af aktier relateret til kunstig intelligens mangler Salesforce og Dell også at aflægge regnskab i næste uge.

Kort efter børsåbning stiger Dell-aktien til rekord med 8,8 pct. til 275 dollar, selv om der ikke er nogle store selskabsspecifikke nyheder.

SOFTWARESELSKAB STIGER EFTER REGNSKAB

Blandt enkeltaktierne har Workday, som står bag softwareplatformen af samme navn, leveret bedre end ventet i sit første kvartal. Det giver tiltrængt optur til aktien, som har været under stort pres grundet frygt for AI-forstyrrelser i branchen.

Workday har ligesom mange øvrige softwareaktier haft et skrækkeligt 2026, da de store fremskridt inden for kunstig intelligens har givet frygt for, at forretningsgrundlagene hos mange softwareselskaber kan gå hen og blive overflødige.

Men regnskabet vidner om, at AI også kan blive en gevinst for Workday. Selskabet har i hvert fald skruet op for prognosen for sin justerede driftsmargin i år.

Aktien har frem mod åbning tabt omkring 43 pct. i år, men efter åbning genvinder aktien lidt med med en stigning på 7 pct.

I rampelyset er også Estée Lauder, der har skudt et køb af den spanske skønhedskoncern Puig til hjørne

Nyheden har taget investorerne på sengen, da forhandlingerne mellem de to har været i gang siden marts.

Ifølge Bloomberg News er milliardhandlen faldet fra hinanden på grund af makeup-artisten Charlotte Tilburys krav vedrørende hendes kompensation i aftalen, siger personer med kendskab til sagen.

Aktien i Estée Lauder stiger med 11,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,9
Baseret på 21 anmeldelser