Investorerne må kigge forgæves efter tegn på en deeskalering i krigen i Mellemøsten, efter at Iran har angrebet to olietankere ved Hormuzstrædet. Det sender olieprisen op og lægger en gevaldig dæmper på humøret på Wall Street.
Og så har omverdenen for første gang hørt fra den nye religiøse leder af Iran, ayatollah Mojtaba Khamenei, som siger, at Hormuzstrædet bør forblive lukket.
Det betyder tilbagegang til de tre ledende indeks start torsdag. Det brede S&P 500 sendes baglæns med 0,8 pct., mens det techtunge Nasdaq-indeks falder 0,9 pct. Det smalle Dow Jones går tilbage med 1,2 pct.
Det følger små udsving onsdag, hvor S&P 500 gik tilbage med 0,1 pct., og Dow Jones bakkede 0,6 pct. Nasdaq steg omvendt med 0,1 pct.
Oliepriserne tager store hop torsdag, efter at to tankskibe er blevet sat i brand som led i bredere iranske angreb på olie- og transportfaciliteter i hele Mellemøsten, og efter at Mojtaba Khamenei har meldt ud om Hormuzstrædet.
En tønde af den amerikanske WTI-olie koster omkring 94 dollar ved amerikansk børsåbning. Det svarer til en dagsstigning på ca. 10 pct.
Dermed hjælper det ikke meget, at medlemslandene i Det Internationale Energiagentur, IEA, onsdag stemte ja til at åbne for sluserne i reserverne, hvorfra der skal frigives 400 mio. tønder olie.
- Problemet er, at investorerne i stigende grad indregner en mere langvarig konflikt, der forårsager omfattende økonomisk skade. Når alt kommer til alt, er der endnu ingen konkrete tegn på en deeskalering, hvilket holder oliepriserne på et højt niveau og øger risikoen for et bredere stagflationschok, lyder det fra Deutsche Bank ifølge Reuters.
Stagflation beskriver en økonomisk situation med recession kombineret med højere renter på grund af øget inflation.
DATINGOPTUR TIL BUMBLE
På selskabsniveau har datingappen Bumble fart på fra start med et plus på 45 pct. Det sker, efter at Bumble har lagt en overraskende positiv indtjeningsprognose for første kvartal frem.
Datingkoncernen regner nemlig med et justeret driftsoverskud, EBITDA, på 76-80 mio. dollar sammenlignet med konsensus på Wall Street ifølge Bloomberg News på 58 mio. dollar.
Samtidig ses omsætningen i de tre måneder at ende i 209-213 mio. dollar, og det overgår ligeledes analytikerbuddet på 210 mio. dollar.
Sportskæden Dick's Sporting Goods belønnes samtidig for et "bedre end frygtet" regnskab for fjerde kvartal, efter at overtagelsen af Foot Locker, som kæden købte sidste år, havde skabt bekymringer for høje integrationsomkostninger.
Aktien stiger 0,8 pct. i de indledende handler.
Novo Nordisks nye partner - og tidligere plageånd - Hims & Hers er inde i en vild stime, efter at Novo har droppet sit patentsøgsmål og i stedet indgået partnerskab med sundhedsplatformen.
Hims-aktien er siden fredag steget godt 64 pct., og torsdag går aktien frem med yderligere 1,8 pct. fra start.
.\\˙ MarketWire