En fastholdt amerikansk kerneinflation vækker lettelse hos handlerne i USA, der har vekslet tilbagegang til en marginal fremgang i de første handelsminutter.
Det brede S&P 500-indeks og Nasdaq-indekset stiger begge marginalt, mens Dow Jones taber 0,2 pct. Inden inflationstallene viste futures fald på op mod 0,3 pct.
Forud for offentliggørelsen af inflationsrapporten klokken 14.30 herskede ellers en trykket stemning, imens handlerne ængsteligt afventede nyt om forbrugerpriserne.
De viste sig imidlertid mildere end ventet. Den overordnede inflation var uændret 2,7 pct. i december, mens kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på fødevarer og energi, uventet holdt niveau i 2,6 pct. Her var ellers ventet en aflæsning på 2,7 pct.
Tirsdag markerer også starten på den amerikanske regnskabssæson, der vanen tro indledes med nyt fra storbankerne. Det er JPMorgan Chase og Bank of New York Mellon, der har åbnet ballet med vidt forskellige modtagelser.
Mere imponerende er fremgangen i L3Harris, der har modtaget 1 mia. dollar i investering fra det amerikanske forsvarsministerium.
- God økonomisk vækst i USA og Federal Reserves rentesænkninger har understøttet selskabernes indtjening og profitmarginerne, løftet amerikanske aktier og understreget vores overvægt (af amerikanske aktier, red.). Vi tror, at det vil vare ved i regnskaberne for fjerde kvartal, der starter denne uge, skriver strateger fra Blackrock i en optakt ifølge Reuters.
UENS MODTAGELSE AF STORBANKER
Det er vanen tro de amerikanske storbanker, der har indledt den amerikanske regnskabssæson.
Og både JPMorgan Chase og BNY Mellon har leveret varen i fjerde kvartal, når der sammenlignes med estimaterne.
I den indledende handel stiger BNY Mellon, mens JPMorgan går tilbage. Umiddelbart efter regnskabernes offentliggørelse var rollerne ellers ombyttet.
JPMorgans justerede indtægter endte i fjerde kvartal på 46,77 mia. dollar, viser storbankens regnskab tirsdag. Det var en tand bedre end forventningerne blandt analytikerne, der havde 46,35 mia. dollar som konsensus.
Nettorenteindtægterne udgjorde 25,11 mia. dollar mod ventet 24,99 mia. dollar, og også indtægterne fra handel med blandt andet fastforrentede papirer var over forventning.
JPMorgan venter i 2026 nettorenteindtægter på omkring 103 mia. dollar mod konsensus om cirka 100 mia. dollar.
Aktien bakker 0,6 pct.
Også BNY Mellon slog forventningerne i fjerde kvartal, hvor den justerede indtjening per aktie på 2,08 dollar var over analytikernes skøn om en indtjening på 1,93 dollar per aktie. På samme måde var nettorenteindtægterne også over forventning.
Aktien stiger 0,1 pct.
PENTAGON INVESTERER I L3HARRIS
Den amerikanske forsvarskoncern L3Harris stiger tirsdag 3,5 pct., efter at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har besluttet at investere 1 mia. dollar i selskabet.
Investeringen skal bruges i selskabets missilenhed. Samarbejdet er ifølge L3Harris "det første af sin slags".
Imens er der modvind til det amerikanske luftfartsselskab Delta Air Lines, der i sit årsregnskab ikke kan følge med forventningerne til 2026, og heller ikke regnskabet for fjerde kvartal af 2025 vækker jubel.
Aktien bakker 0,3 pct.
I 2026 venter Delta en justeret indtjening per aktie på 6,50-7,50 dollar - et midtpunkt på 7,00 dollar per aktie - mens konsensus blandt analytikerne lå på 7,20 dollar.
- 2026 er kommet godt fra start med accelererende toplinjevækst fra forbruger- og selskabsefterspørgsel, siger topchef Ed Bastian i regnskabet.
I fjerde kvartal af 2025 faldt det justerede resultat per aktie til 1,55 dollar fra 1,85 dollar i samme periode året før. Det indfriede resultat var en anelse over konsensus på 1,53 dollar.
For chipproducenterne Intel og AMD er der til gengæld plusser på programmet, efter at de to selskaber ifølge Reuters har fået løftet anbefalingen til "overvægt" hos børshuset Keybanc.
Intel stiger 3,3 pct., og AMD øger 6,3 pct.
.\\˙ MarketWire