02. feb. 2026 kl. 14:46
40 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Nervøs start efter store udsving i metalpriser

USA/åbning: Nervøs start efter store udsving i metalpriser

Småsur stemning præger Wall Street fra ugens start, efter at voldsomme fald i metalpriserne har skabt panderynker på tværs af de finansielle markeder.

Det brede S&P 500 har lagt fra land med et minus på 0,3 pct., mens Nasdaq og Dow Jones begge går tilbage med 0,4 pct.

- Markederne er nervøse, siger Ulrich Urbahn, strategi- og researchchef hos Berenberg, ifølge Bloomberg News.

Særligt sølv har været på noget af en rutsjebanetur og har siden toppen torsdag i sidste uge fået skåret godt en tredjedel af prisen.

- Med den øgede volatilitet i guld, men også i sølv, er investorerne nødt til at reducere deres risiko, lyder det videre.

Allerede fredag blev der solgt ud af amerikanske aktier. Her faldt det brede S&P 500-indeks 0,4 pct., mens Dow Jones- og Nasdaq-indekset tabte henholdsvis 0,4 pct. og 0,9 pct.

Her var det også valget af Kevin Warsh som ny formand for centralbanken Federal Reserve, som ikke vakte den helt store begejstring.

Investorer regner ifølge Reuters godt nok med, at Kevin Warsh vil støtte lavere renter, som præsidenten, Donald Trump, har presset på for, men han er næppe den mest aggressive af de kandidater, der har været på tale.

DISNEY LEVERER BEDRE END VENTET MEN PROGNOSEN SKUFFER

På regnskabsfronten har underholdningsgiganten Disney lagt godt fra land på regnskabsåret i sit skæve første kvartal, som byder på både indtjening og omsætning over forventning.

Det har især været Disneys forlystelsesparker og krydstogtforretning, der har trukket op, skriver Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie landede på 1,63 dollar mod ventede 1,56 dollar, mens den samlede omsætning steg 5 pct. til 25,98 mia. dollar. sammenlignet med samme periode sidste år og analytikerskønnet på 25,69 mia. dollar.

Prognosen for det nuværende andet kvartal og indtjeningsforventningerne for hele året skuffer dog, vurderer flere analytikere ifølge Bloomberg News.

Og det sender Disney-aktien ned med 6,6 pct.

Tyson Foods, som er USA's største oksekødsproducent, har leveret bedre end analytikernes spådomme. Her er det stigende priser på netop oksekød men også kylling, som har løftet regnskabet i det skæve første kvartal.

Landets største kødpakker opnåede en justeret indtjening per aktie på 97 cent i første kvartal, hvilket er et fald på 15 pct. sammenlignet med samme periode året før, men over analytikernes forventninger på 95 cent.

Selv om priserne på oksekød er steget markant i USA, kæmper Tyson fortsat med, at selskabets største forretningsben er udfordret af en vedvarende mangel på kvæg i USA.

Aktien stiger med marginale 0,1 pct.

Oracle kunne sent søndag fortælle, at det planlægger at rejse op til 50 mia. dollar i år for at opbygge kapacitet til sin cloud-infrastruktur.

Det skal ske gennem en kombination af gæld og salg af aktier, skriver Bloomberg News.

Oracle-aktien stiger 2 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 124 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig