04. feb. 2026 kl. 14:36
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Overvejende i grønt med pres på teknologiaktierne

USA/åbning: Overvejende i grønt med pres på teknologiaktierne

De amerikanske aktiemarkeder åbner onsdag let i grønt på en regnskabstung dag for blandt andet teknologi og medicinalaktierne.

Det brede S&P 500-indeks åbner 0,1 pct. højere, mens Dow Jones starter handelsdagen i grønt med plus 0,4 pct.

Teknologitunge Nasdaq er derimod tynget af mismodet omkring techaktierne og åbner 0,4 pct. lavere.

Der var allerede før børsåbning let negativ stemning at spore blandt techaktierne, hvor blandt andet Advanced Micro Devices, AMD, faldt markant i formarkedet og ved åbning fortsætter ned med 13 pct., efter selskabet har præsenteret en salgsprognose, som skuffer investorerne.

Aktien er steget med cirka 50 pct. siden oktober, sammenlignet med en stort set uændret performance i samme periode for AI-chip-producenten Nvidia Corp.

Markedet venter desuden regnskab fra Google-ejeren Alphabet, som sandsynligvis vil præge stemningen blandt techaktierne.

STOR STIGNING TIL LILLY - NOVO FALDER IGEN

Novos amerikanske konkurrent, Eli Lilly, stiger onsdag stort med 7,4 pct. ovenpå en meget stærk prognose for 2026.

For 2026 venter Eli Lilly et salg på 80-83 mia. dollar, hvor analytikerne adspurgt af Bloomberg News kun ventede en vækst til 77,7 mia. dollar fra 65,2 mia. dollar sidste år.

Det svarer til en ventet vækst på op til 27 pct., hvilket står i skærende kontrast til Novo Nordisk, der i år venter en negativ vækst på op til 13 pct. i lokal valuta og i danske kr. op til 3 pct. point lavere.

Samlet set er den amerikanske medicinalkæmpes salg gået frem med 43 pct. til 19,29 mia. dollar, hvor der kun var ventet en stigning til 18,01 mia. dollar.

Modsat Eli Lilly falder Novo Nordisk 4,4 pct. på det amerikanske marked, hvilket følger tirsdagens fald på 14,7 pct. til 50,25 dollar svarende til 317,50 kr.

Det store fald kom, da Novos regnskab viste, at vækstraterne er klinget gevaldigt af i løbet af 2025, og nedturen er fortsat i fjerde kvartal, hvor medicinalkæmpen må se toplinjen skrumpe. Mere afskrækkende var nok prognosen for 2026, der peger på større end ventet tilbagegang i salget i 2026.

FALD TIL BOSTON SCIENTIFIC

Den amerikanske producent af medicinsk udstyr Boston Scientific dykker stort ved åbningen efter at selskabet er kommet med regnskab for fjerde kvartal, hvor forventningerne til 2026 lander marginalt under det, markedet havde sat næsen op efter, skriver Bloomberg News.

Selskabet, der konkurrerer med både danske Coloplast og Ambu, venter i første kvartal af 2026 en justeret indtjening per aktie i niveauet 3,43-3,49 dollar, mens der er ventet 3,47 dollar af analytikerne.

I fjerde kvartal landede den justerede indtjening per aktie på 80 cent mod 70 cent i samme periode sidste år. Analytikerne havde her ventet 78 cent.

Boston Scientific-aktien dykker med 12,7 pct.

UBER SENDT NED PÅ SKUFFENDE FORVENTNINGER

Uber falder også med 3,1 pct. i USA, efter at regnskabet for fjerde kvartal afslørede en svage forventninger til indtjeningen for 2026.

I første kvartal forventer Uber en justeret indtjening per aktie på 65-72 cent, hvor analytikerne havde ventet 76 cent og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 2,37-2,47 mia. dollar mod ventet 2,45 mia. dollar.

Selv om Uber rapporterede rekordstore bookinger på 54,14 mia. dollar – 22 pct. højere end samme periode sidste år – og over forventningerne, overskygger den lavere indtjeningsforventning markedets optimisme og presser aktien ned.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 129 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig