29. maj 2026
32 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Rekordkursen holder akkurat - Dell banker i vejret på bomstærke AI-takter

USA/åbning: Rekordkursen holder akkurat - Dell banker i vejret på bomstærke AI-takter

De amerikanske aktier holder akkurat kursen mod friske rekorder fredag, hvor håbet om en fredsløsning i Mellemøsten er intakt.

Serverproducenten Dell har samtidig taget hul på handelsdagen med et plus på over 30 pct., efter at der torsdag aften landede en opjustering af forventningerne grundet enorm efterspørgsel efter AI-løsninger.

Det brede S&P 500-indeks stiger 0,2 pct. fra start, og det samme gør sig gældende for teknologiaktierne i Nasdaq. Det smalle Dow Jones stiger 0,1 pct., og dermed lægger alle tre indeks umiddelbart an til friske rekorder efter torsdagens indeksplusser på 0,1-0,9 pct.

Fra Mellemøsten går meldingerne på, at USA og Iran er blevet enige om en 60-dages våbenhvile - dog uden at USA's præsident, Donald Trump, endnu har nikket ja til aftalen.

Det tolkes dog som et stort skridt i den rigtige retning, og forventningen, om at Hormuzstrædet snart kan åbne, stiger. Det kan spores i olieprisen, som fredag tager et hak ned. En tønde Brent-olie koster ved amerikansk børsstart lige knap 92 dollar, og det er noget nær laveste niveau i knap halvanden måned.

- Det ser ud til, at Brent-prisen kan falde til under 90 dollar inden udgangen af næste uge. Det ville skabe et ret gunstigt klima, hvis det sker, da oliepriserne helt klart har været kilden til de fleste makroøkonomiske bekymringer i år, siger Florian Ielpo, makrochef hos Lombard Odier Investment Managers, ifølge Bloomberg News.

DELL I MASSIV AI-OPTUR

Dell stiger fra start med 33,7 pct., efter at computer- og serverproducenten har opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2026/27 grundet massiv efterspørgsel efter servere til AI.

Dell regner nu med en omsætning for året på 165-169 mia. dollar mod tidligere 138-142 mia. dollar, og det nye bud er samtidig et godt stykke over skønnet på Wall Street, hvor konsensus ifølge Bloomberg News lyder på 142,12 mia. dollar.

Salget af AI-servere ses henover året vokse med mere end 140 pct. til 60 mia. dollar mod tidligere 50 mia. dollar.

I tøjbranchen får Gap og American Eagle begge en hård medfart fredag, efter at de to tøjforhandlere hver især har skuffet med deres regnskaber.

Gap falder 15,5 pct., og American Eagle bakker 14,6 pct. i de indledende handler.

Og inden for rumaktier tegner det også til at blive en sur dag, hvor AST Spacemobile og Rocket Lab falder henholdsvis 16,8 pct. og 7,2 pct. fra start.

Elon Musks SpaceX har skruet ned for forventningerne til den kommende børsnotering og sigter nu "blot" efter mindst 1800 mia. dollar i værdi ved børsdebuten.

Torsdag aften kunne de rumengagerede desuden se Blue Origins New Glenn-raket eksplodere under en række tests i Florida, og alt i alt har appetitten for rumaktier lidt et knæk fredag, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 48 anmeldelser