Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kæmper fortsat med at få inflationen tættere på målsætningen. Dermed er der formentlig ikke udsigt til endnu en pengepolitisk lempelse på centralbankens rentemøde senere på måneden.
Det vurderer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar oven på tirsdagens inflationsopgørelse fra USA.
- Samlet set gik inflationen i USA lidt ned i slutningen af 2025, men den ligger stadig på et niveau, der er højere end ønsket. De mange toldregninger har endnu ikke sendt de amerikanske forbrugerpriser i vejret. En stor del af tolden vil havne i de amerikanske indkøbskurve, men på den anden side er svækkelsen af det amerikanske opsving med til at dæmpe presset på priserne, skriver Allan Sørensen.
I december steg de amerikanske forbrugerpriser med 2,7 pct. på årsbasis, hvilket også var niveauet måneden før, mens inflationen i de forrige måneder er aftaget fra 3,0 pct. i september.
Kommer inflationen tættere på målsætningen på 2 pct., og fortsætter arbejdsmarkedet med at slå sprækker, så kan rentenedsættelser dog hurtigt komme på tale igen, vurderer cheføkonomen.
- Det amerikanske arbejdsmarked har vist svaghedstegn igennem 2025. I løbet af Donald Trumps første 11 måneder som præsident er der blot blevet skabt 43.000 nye jobs om måneden. Det er kritisk lavt efter amerikansk målestok, skriver Allan Sørensen.
.\\˙ MarketWire