21. apr. 2026
106 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Aktier faldt før udløb af våbenhvile - pres på Apple efter CEO-nyt

USA/lukning: Aktier faldt før udløb af våbenhvile - pres på Apple efter CEO-nyt

De amerikanske aktier blev tirsdag handlet i minus, selv om markedet startede i plus.

Den overvejende negative stemning skyldtes fortsat usikkerhed omkring krigen mellem USA og Iran, hvor den tidligere aftalte tougers våbenhvile udløber til midnat. Og lige nu forhandler parterne ikke, og der er endnu ikke bekræftet et nyt møde i Pakistan.

Hormuzstrædet var også fortsat dobbelt lukket, da begge lande har indført en blokade af den vigtige vandvej, og olieprisen tikkede derfor igen op med knap 3 pct. i USA til 92 dollar per tønde.

Markedsrenterne steg på samme tid. Også efter et stærkere end ventet detailsalg i USA i marts.

Det brede S&P 500-indeks faldt derfor 0,6 pct., men det var også på et tidspunkt i plus med 0,4 pct. og lå dermed til at overgå fredagens lukkerekord.

Dow Jones såvel som Nasdaq tabte sideløbende også hver især 0,6 pct.

- Nyhedsbillet er nogle blandede bolsjer om møder mellem USA og Iran. Der er en del usikkerhed omkring mulig fremgang, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, som er investeringsstrateg i Danske Bank.

- Og tidsfristen udløber snart. At markedet ikke falder mere tilbage på det her, kan undre, og det er egentlig flot, da det jo er steget en del på det seneste.Årsagen er, at teknologi stadig er utroligt stærk. Næste uge får vi en massiv omgang teknologiregnskaber, og ingen har lyst til at fyre det hele af inden

RAMT AF COOKS STOP

Energiaktierne klarede sig bedst tirsdag, da de blev løftet af olieprisen med 1,3 pct., mens it-aktierne og cyklisk forbrug vekslede mindre fremgang til fald på 0,2 og 0,5 pct.

I den anden ende var der pres på rentefølsomme brancher som forsyning og fast ejendom, der mistede 1,8 og 1,9 pct., mens cykliske sektorer som råvarer og materialer samt industri også tabte 1,2-1,4 pct.

Tirsdag var der fokus på Apple efter nyheden om, at topchef Tim Cook rejser sig fra direktørstolen og sætter sig for bordenden i bestyrelseslokalet, mens John Ternus, hidtil ansvarlig for hardware hos elektronikkæmpen, skal være ny koncernchef. Aktien faldt på den baggrund med 2,5 pct., da flere havde håbet på en mere AI-fokuseret afløser til Cook.

Der var også et minus til chipkæmpen Nvidia på 1,1 pct., mens Broadcom dog vandt 0,6 pct., og AMD gik frem med 3,5 pct.

Microsoft blev også løftet 1,5 pct. og gjorde dermed mere end nogen anden en indsats for at holde markedet oppe, mens Oracle vandt 2,0 pct.

100 MIA DOLLAR

Inden for cyklisk forbrug steg Amazon samtidig 0,7 pct. Her var nyheden den, at teknologikæmpen har lavet en tiårig aftale med Anthropic, som i perioden vil købe cloud-ydelser for mere end 100 mia. dollar.

Tesla satte sig derimod 1,6 pct. efter nyheden om endnu et stort fald i salget i Californien i første kvartal, mens der i kommunikationsservice var et lille minus på 0,3 pct. til Meta Platforms, og Alphabet blev handlet 1,5 pct. ned.

Tirsdag var der også en del gang i regnskaberne. Her sendte tallene fra Unitedhealth selskabet helt op i toppen af hovedindekset med et plus på 7,0 pct. USA's største sygekasse overgik forventningerne i første kvartal og opjusterede samtidig overskudsprognosen for hele året til mere end 18,25 dollar per aktie mod tidligere mere end 17,75 dollar.

Unitedhealth lagde tirsdag dog også pres på Eli Lilly og Novo Nordisk med kritik af den kommende dækning i de offentlige sygesikringer, og en anden sygekasse CVS Health, meddelte efterfølgende, at den ikke vil tilbyde den del af dækningen i sine Medicare Advantage-programmer. På den baggrund faldt Eli Lilly med 1,8 pct., og Novos amerikanske notering mistede 2,6 pct.

På regnskabsfronten kom også nyt fra DR Horton om et bedre andet kvartal end forudset og en oppræcisering af salgsforventningerne i en udfordret tid. Husbyggerens aktie vandt derfor frem med 5,8 pct.

Til gengæld var der et minus på 5,6 pct. til GE Aerospace, selv om tallene for første kvartal ellers var solide. Men krigen i Iran øger risikoen for højere olie- og brændstofpriser, advarede selskabet, og det kan i sin tur presse kundernes, luftfartsselskabernes, efterspørgsel på jetmotorer.

Våbenproducenten RTX tabte også 4,4 pct. på trods af en opjustering af omsætningsforventningen med 0,5 mia. dollar på baggrund af øget efterspørgsel på missiler.

Industriselskabet 3M satte sig desuden 1,9 pct. efter sit regnskab, som imidlertid vidnede om en svagere organisk vækst end ventet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 9 anmeldelser