05. maj 2026
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Fald fra rekordniveau da spændingerne i Mellemøsten blussede op

USA/lukning: Fald fra rekordniveau da spændingerne i Mellemøsten blussede op

Løbende meldinger om angreb på skibe og energiinfrastruktur i Mellemøsten gav højere oliepriser og sur stemning på Wall Street, hvor aktierne blev sendt ned fra de rekordniveauer, som blev sat fredag.

Det brede S&P 500-indeks bakkede 0,4 pct. fra sin rekord, mens det teknologitunge Nasdaq tog samme tur med 0,2 pct. Det smalle Dow Jones gik desuden tilbage med 1,1 pct.

Tirsdag morgen er der lidt revanche til de tre indeks. Futures indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Mandag var der først meldinger om, at iranske missiler havde ramt et amerikansk krigsskib, hvilket gav panderynker hos investorerne. Det blev dog hurtigt afvist af amerikanerne, som i stedet kunne fortælle, at det havde "ødelagt" en række mindre iranske både - hvilket iranerne efterfølgende afviste.

Fra De Forenede Arabiske Emirater lød det så, at et iransk droneangreb havde forårsaget en brand i et vigtigt olieområde i Fujairah, og det lagde ekstra opadgående pres på olieprisen. Ved amerikansk børslukketid kostede en tønde Brent-olie 113,90 dollar, hvilket var 4,5 pct. højere end de sidste handler fredag. Niveauet holder tirsdag morgen.

- Jeg tror ikke, at markederne i tilstrækkelig grad har indregnet de langsigtede risici, der er på vej. Der er flere negative overraskelser i vente, og det vil kunne ses i de kommende regnskaber, siger Mark Malek, investeringsdirektør i Siebert Financial, ifølge Reuters med henvisning til de høje oliepriser.

GAMESTOP VIL HAVE FINGRENE I EBAY

På den selskabsspecifikke hylde fik handelsplatformen Ebay og computerspilforhandleren Gamestop en del opmærksomhed mandag.

Det skyldtes, at sidstnævnte sent fredag annoncerede et overraskende overtagelsestilbud på 56 mia. dollar for Ebay.

Gamestops administrerende direktør, Ryan Cohen, fortalte i den forbindelse til den amerikanske avis The Wall Street Journal, at han ønsker at gøre Ebay til en konkurrent til e-handelsgiganten Amazon.

- Ebay burde være - og vil være meget mere værd. Jeg tænker på at gøre Ebay til noget, der er hundredvis af milliarder dollar værd, siger Ryan Cohen til The Wall Street Journal.

Gamestops bud lyder på 125 dollar per aktie i Ebay, og det er en præmie på 20 pct. i forhold til lukkekursen fredag.

Det sendte Ebay-aktien op med 5,1 pct. mandag, mens Gamestop gik stik modsat med minus 10,3 pct.

Der var samtidig gevaldigt pres på aktierne inden for transport og logistik, efter at Amazon har udvidet sin fragtservice med lanceringen af "Amazon Supply Chain Services". Dermed åbner handelskæmpen sit logistiske netværk for andre virksomheder uden for sin markedsplads.

Pakkepostkæmpen UPS fik hug med et minus på 10,5 pct., mens Fedex og transportkoncernen CH Robinson hver især tabte 9,1 pct.

JB Hunt bakkede med mere beherskede 4,2 pct.

For Amazon selv gik det frem med 1,4 pct.

NORWEGIAN CRUISE NEDJUSTEREDE - HØJE ENERGIPRISER GØR ONDT

Det startede forholdsvis roligt ud med regnskaber fra ugens start, inden tempoet sættes op de kommende dage.

Blandt mandagens få regnskabsaktuelle selskaber var cruiseselskabet Norwegian Cruise, som sejlede i groft hav efter sit regnskab for første kvartal.

Selv om resultaterne egentlig så fornuftige ud, har cruiseselskabet som følge af høje energipriser og lavere efterspørgsel som følge af Iran-krigen skåret i forventningerne til 2026.

Årets justerede indtjening per aktie ventes på 1,45-1,79 dollar mod et tidligere skøn på omkring 2,38 dollar. Analytikerne havde ventet 2,13 dollar ifølge Bloomberg-estimater.

Det sendte aktien ned med 8,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 18 anmeldelser