29. sep. 2026 kl. 20:06
45 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Lange renter holdt aktier i skak - Meta igen løftet

USA/lukning: Lange renter holdt aktier i skak - Meta igen løftet

De amerikanske aktier blev tirsdag handlet med pil ned fra mandagens lukkeniveau.

Der var spredt fægtning blandt de store teknologinavne, da Nvidia vendte et plus til minus, og da Meta Platforms gjorde det modsatte, mens defensive aktier inden for dagligvarer og sundhed tyngede.

Olieprisen faldt imidlertid i USA tirsdag med 3,7 pct., da en saudiarabisk rørledning igen blev sat i drift, og det lettede lidt for inflationsfrygten, selv om olieprisen fortsat ligger omtrent 35 pct. over niveauet inden krigen i Iran.

Det var dog, trods en kombination med skuffende forbrugertillid, ikke nok til at tvinge de lange renter bagud i kølvandet på, at Paramount Skydance gik i gang med første fase af et samlet salg af virksomhedsobligationer for 52 mia. dollar til finansieringen af købet af Warner Bros. Discovery, og faktisk steg den 30-årige statsrente til 5,58 pct. nåede sit højeste i 24 år.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 0,2 pct., mens Dow Jones mistede 0,3 pct., og Nasdaq satte sig 0,1 pct.

- Der er forskellige historier, som trækker i forskellige retninger. Renterne stiger på grund af en kæmpe udstedelse fra Paramount Skydance, selv om olieprisen ellers er nede. Samtidig har man historien om, at Oura udskyder sin børsnotering. Her spekuleres i, om det igen har noget med de højere renter at gøre, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

- Desuden er det en uge, hvor vi får ny indsigt i inflationen og det andet vigtige ben, jobmarkedet. Hvis prisstigningstakten er for høj, skal vi også have et stærkt jobmarked, så der er plads til renteforhøjelser, ellers ville det være skidt nyt. Inflation må ikke køre op, mens vi også har svaghedstegn på beskæftigelsen.

Onsdag offentliggøres tallene for kerneinflationen for august, og her ventes en uændret udvikling sammenlignet med juli i form af en stigning på 3,3 pct. langt over Federal Reserves mål på 2,0 pct. om året.

MUSE KAN PRESSE APPLE

I S&P 500 steg forsyning mest med 1,1 pct., mens cyklisk forbrug og kommunikationsservice også vandt 0,1-0,4 pct. It-aktierne holdt sig fra start i plus, men endte med et fald på 0,3 pct.

Nvidia indledte tirsdag med fremgang, men endte med et minus på 0,7 pct. Mandag var der ellers et løft til chipkæmpen på 1,7 pct., da selskabet øgede sit aktietilbagekøb med historiske 150 mia. dollar.

Blandt halvlederkonkurrenterne vandt Broadcom derimod frem med 1,6 pct. tirsdag, mens AMD, som indgik en aftale om at købe World Labs for 8,2 mia. dollar, blev sat 0,1 pct. tilbage. Micron vandt omvendt 1,1 pct.

Ligeledes inden for it tabte Apple 2,7 pct., da Bank of America så en risiko for, at Meta Platforms' nye forbruger-agent, Muse AI, kan drive transaktioner og engagement væk fra elektronikkæmpens digitale ydelser.

ORACLE LØFTET AF AI-NYT

Oracle vandt derimod 3,9 pct. Det skyldtes en nyhed om, at OpenAI med en sekventiel vækst på 70 pct. i tredje kvartal skulle have nået en årsværdi i sine indtægter på 70 mia. dollar.

Det er godt nyt for hyperscaleren Oracle, der sammen med SoftBank har en aftale om at bygge datacentre til OpenAI for 500 mia. dollar.

Samtidig kom de første lunser af nyheder fra Anthropics børsprospekt, som Reuters har set, og her fremgår det, at AI-koncernen vil bruge 518 mia. dollar på udbygningen af datacentre de kommende år.

Amazon, som er en af de store aktionærer i Anthropic, steg trods en ventet børsværdi til AI-koncernen på 2000 mia. dollar dog kun 0,2 pct. tirsdag, mens Tesla mistede 1,3 pct.

Alphabet, en anden storejer i Anthropic, faldt desuden 0,5 pct., mens Meta Platforms vandt 3,2 pct. efter mandagens gevinsthjemtagning på 4,8 pct., da aktien var steget 30 pct. gennem september.

Tirsdag blev aktien i Facebook-ejeren løftet af, at en ny AI-agent fra OpenAI, med navnet Dot, ikke blev set som den store trussel mod Muse AI, der ifølge OpenAI's topchef, Sam Altman, er et "nice product".

Inden for dagligvarer var der omvendt pres på Walmart, som faldt 1,8 pct., og i sundhed mistede Johnson & Johnson 1,6 pct. Eli Lilly satte sig samtidig marginalt på trods af, at selskabet i et studie har demonstreret større vægttab med sit middel Zepbound end den højeste dosis af Novos Wegovy,

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 716 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig