De amerikanske aktier sluttede ugen af med en urolig handel, som endte i et beskedent minus.
Der var igen pres på chipaktierne på grund af frygt for, at høje priser vil dæmpe væksten, og da forlydender om en mulig udskydelse af børsnoteringen af OpenAI, rapporteret af The New York Times torsdag aften, stillede spørgsmålstegn ved prissætningen af AI-aktier.
Til gengæld var der lidt lettelse at spore inden for Magnificent 7, som den senere tid har oplevet store kursfald til flere af navnene, herunder med comeback til Microsoft, mens torsdagens salgspres på Apple blev afløst af solid fremgang.
Novo-konkurrenten Eli Lilly steg også kraftigt efter nyt fra de europæiske lægemiddelmyndigheder.
Det brede S&P 500-indeks faldt 0,1 pct., og indekset, som fredag svingede mellem et minus på 0,9 pct.. og et plus på 0,5 pct., endte derfor ugen med et samlet fald på 2,0 pct.
Dow Jones faldt samtidig 0,1 pct. fredag, mens Nasdaq også gik 0,2 pct. tilbage.
- Investorer kan ikke længere gemme sig passivt i markedsværdivægtene. I stedet er dette ved at blive mere et marked for aktieudvælgelse, siger Craig Johnson, chefstrateg hos Piper Sandler, til Bloomberg News.
NOVO-KONKURRENT I REKORD
I fredagens S&P 500 var det sundhedssektoren, der klarede sig bedst med et plus på 3,1 pct. Det var særligt trukket af Eli Lilly, som steg 7,0 pct. til rekord i 1206,48 dollar, mens også Johnson & Johnson vandt 4,0 pct., Abbvie blev løftet 3,5 pct., og Unitedhealth, USA's største sygekasse, gik 3,0 pct. op.
Fredag var der flere nyheder fremme om Eli Lilly. Medicinalselskabet fik blandt andet positive anbefalinger fra ekspertpanelet CHMP under de europæiske sundhedsmyndigheder af midlerne Jaypirca til behandling af en særlig type leukæmi og Onswik, der er en insulin til voksne type 2-diabetikere. Til gengæld anbefalede CHMP ikke en udvidelse af behandlingsindikationen for diabetesmidlet Mounjaro til også at omfatte hjerte-kar-hændelser.
Der var fredag blandt vækstsektorerne også fremgang til cyklisk forbrug på 1,5 pct., mens kommunikationsservice tabte 0,6 pct. It-aktierne faldt desuden tilbage med 1,0 pct. på grund af presset på chipaktierne, som efter det seneste års eksplosive fremgang udgør næsten 20 pct. af markedets vægt.
Her tyngede den største af dem alle, Nvidia, med et kursfald på 1,6 pct., mens Broadcom også tabte 3,7 pct. Årets højdespringer, Micron Technology, der steg kraftigt torsdag efter et utroligt stærkt regnskab, faldt desuden tilbage med 6,7 pct. fredag, mens AMD og Intel mistede 2,1 og 3,4 pct.
I BUND EFTER OPKØB
ON Semiconductor overgik dog den tilbagegang med et kursfald på hele 23,7 pct. og endte derfor helt i bund i hovedindekset, i kølvandet af nyheden om et opkøb af Synaptics for 6,2 mia. dollar i form af nye aktier.
Til gengæld var der fredag plus til Apple på 3,1 pct. Elektronikkæmpen tabte ellers 6,1 pct. torsdag, det største fald i mere end et år, efter en nyhed om, at de høje chippriser tvinger selskabet til at løfte prisen på iPads og MacBooks med 100-500 dollar.
Microsoft, der er faldet med 23 pct. siden slutningen af maj, fordi investorerne er bekymrede for muligt utilstrækkeligt afkast på de store AI-investeringer, fik desuden et større comeback med et plus på 5,7 pct.
I cyklisk forbrug vandt Amazon også 2,5 pct., mens Tesla steg 1,2 pct., og Meta Platforms blev løftet med 1,4 pct. i kommunikationsservice, selv om Alphabet her satte sig 1,8 pct.
I toppen af S&P 500 befandt Moderna sig fredag med en fremgang på 12,6 pct. I sidste uge anbefalede en uafhængig komite af eksperter under de amerikanske sundhedsmyndigheder enstemmigt, at en ny influenzavaccine godkendes, og topchef Stephane Bancel fortalte fredag til Bloomberg News, at selskabet står klar til en hurtig lancering, hvis markedsføringstilladelsen kommer.
.\\˙ MarketWire