20. mar. 2026 kl. 20:09
56 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Nye hug til aktier - har tabt over 5 pct. siden krigens start

USA/lukning: Nye hug til aktier - har tabt over 5 pct. siden krigens start

Investorerne i USA gik fredag på weekend med endnu en kurslussing, da bekymringen for den langstrakte krig mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden side igen dominerede og fik mere fat efter forlydender om, at USA ifølge CBS News nu forbereder en landinvasion af Iran.

Bombningerne af Iran fortsatte samtidig fredag, mens landets ledelse fastholdt en hård linje og ikke vil forhandle om genåbningen af Hormuzstrædet, hvorigennem 20 pct. af den globale olieforsyning fragtes, så længe landet fortsat angribes, og Det Internationale Energiagentur, IEA, betegnede fredag situationen som den største trussel mod energisikkerheden nogensinde.

Derfor steg olieprisen igen fredag i USA, hvor den nærmede sig 100 dollar, og derfor øgedes frygten for mere inflation, højere markedsrenter og renteforhøjelser sideløbende.

Det brede S&P 500 tabte fredag på den baggrund 1,5 pct. og for ugen blev det til et samlet minus på 1,9 pct., der skal lægges oveni fald de foregående to uger på henholdsvis 2,0 og 1,6 pct. Og markedet er nu faldet med 5,4 pct. siden krigens start.

- Bekymringer over en langvarig krig i Mellemøsten og dermed en vedvarende forstyrrelse af de globale energiforsyninger tynger fortsat markederne, hedder det i en kommentar fra den schweiziske investeringsbank UBS.

Dow Jones mistede samtidig 1,0 pct. fredag, mens Nasdaq smed mest i form af 2,0 pct., og de to indeks er nu begge mindre end 1 pct. fra at være i korrektion med et fald på 10 pct. fra deres respektive rekorder.

TROR NU PÅ RENTELØFT

Frygten kan ikke kun aflæses i den nu langt højere oliepris, 67,02 dollar per tønde før USA og Israel indledte deres angreb på Iran mod nu 98,32 dollar, en stigning på næsten 50 pct., men også i kraftigt stigende renter.

Det ses særligt i den kortere toårige amerikanske statsrente, som i samme periode er gået op med 0,50 pct.point fra 3,38 pct. til 3,89 pct., efterhånden som markedet har indregnet øget inflation fra de højere energipriser.

Synkront med dette har investorerne også reduceret væddemålene på rentesænkninger i år, så Federal Reserves toneangivende rente nu ses slutte 2026 i 3,70 pct. mod 3,03 pct. den 27. februar.

Sammenlignet med det nuværende leje i 3,50-3,75 pct. ses der altså nu en sandsynlighed på omtrent 20 pct. for en renteforhøjelse mod et bud i markedet for blot tre uger siden om to-tre rentesænkninger.

BRUD PÅ EKSPORTREGLER

I S&P 500 var der kun begrænsede grønne indslag. Et af dem kom fra energisektoren, som steg marginalt, løftet af olieprisen og fremgang på 1,0 og 0,1 pct. til Exxon Mobil og Chevron.

Finansaktierne klarede sig imidlertid bedst med et plus på 0,2 pct., da sektoren blev støttet af mindre stigninger på 0,6 og 1,1 pct. til Visa og Mastercard og på 0,3 og 1,8 pct. til Bank of America og Morgan Stanley, mens også Wells Fargo gik 1,6 pct. op.

De tre tunge teknologisektorer, kommunikationsservice, cyklisk forbrug og it, faldt derimod 1,5-2,2 pct., da de helt store amerikanske aktienavne alle noterede sig fredagsfald.

Nvidia trak mest ned af alle med et minus på 3,3 pct. Chipkæmpen var involveret i en historie om, at medgrundlæggeren af Super Micro Computer, der smed 33,3 pct., Yih-Shyan Liaw,er blevet anklaget for at bryde sanktionerne omkring eksport af de mest avancerede AI-chips fra Nvidia til Kina.

Inden for halvledergruppen var der fredag også kursfald til Broadcom på 2,9 pct., mens hukommelsesproducenten Micron smed 4,8 pct.

Ligedeles blandt it-navnene faldt Apple 0,4 pct., mens Microsoft mistede 1,8 pct., og i cyklisk forbrug var der tilbagegang til Amazon på 1,6 pct. og til Tesla på 3,2 pct.

I kommunikationsservice mistede Alphabet desuden 2,0 pct., mens Meta Platforms blev sendt 2,2 pct. bagud.

OPJUSTERING UDEN BELØNNING

Der var dog også gode nyheder til investorerne, om end det ikke havde den store effekt. På regnskabsfronten opjusterede Fedex nemlig torsdag aften sin indtjeningsprognose for regnskabsåret 2025/26, og det sendte aktien i vejret med mere end 10 pct. i eftermarkedet. I den ordinære handel blev den ellers gode nyhed kun takseret til en stigning på 0,8 pct.

Investorerne kunne måske også finde lidt opmuntring i, at opkøbsmarkedet ikke er tørret helt ud. Fredag annoncerede Ecolab, at det for 4,75 mia. dollar overtager Colit Systems, der gør sig inden for afkøling af AI-datacentre. Ecolab faldt nu alligevel 0,9 pct., og aktien har noteret sig røde tal hver dag siden Irankrigens start med et samlet minus på nu 17 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 215 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig