19. jun. 2026
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Nye spændinger udfordrede fredshåb på amerikansk lukkedag

USA/lukning: Nye spændinger udfordrede fredshåb på amerikansk lukkedag

Fortsatte kampe i det sydlige Libanon fik fredag Iran til at udskyde forhandlinger med USA i Schweiz om en permanent fredsaftale.

Israel og Hizbollah indgik ellers fredag eftermiddag en våbenhvile, men ud på aftenen kunne blandt andet Reuters referere til droneangreb og omkomne i Libanon.

Futures for de toneangivende indeks faldt fredag hver med 0,2 pct. For ugen steg det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 med 0,9 pct. til 7500,58.

- Selvfølgelig kan der med Trump altid være en form for afsporing på vejen, men vi tror, at vi er på vej mod en ny fase med deeskalering, siger Alexandre Drabowics fra formueforvalteren Indosuez Wealth Management til Bloomberg News.

Den forlængede weekend vil give investorerne pusterum til at fordøje en begivenhedsrig uge. Foruden fredsaftalen mellem Iran og USA har ugen budt på SpaceX' første uge som børsnoteret selskab, og Kevin Warsh har haft sit første rentemøde som formand for USA's centralbank, Federal Reserve.

Centralbanken ser nu mere negativt på USA's vækstudsigter for 2026, ligesom centralbanken spår meget højere inflation end tidligere, særligt som resultat af at krigen i Mellemøsten har sendt energipriserne i vejret.

SPACEX MED STÆRK FØRSTE UGE

SpaceX fik en eksplosiv start på tilværelsen som børsnoteret selskab, og trods minusser til aktien både onsdag og torsdag endte første uge med et plus på 37 pct. fra introduktionskursen, som lød på 135 dollar sidste fredag.

Den kommende uge byder på næste store test for hypen for kunstig intelligens, AI, når hukommelsesproducenten Micron kommer med regnskab onsdag. Aktien er steget knap 300 pct. i år, så der er høje forventninger forud for regnskabet, som meget gerne skal berolige investorerne om, at der stadig bruges masser af penge på datacentre til brug af AI.

- Der har været meget momentum på det seneste. AI-trenden er fortsat, og de overraskende omsætningssignaler, vi følger, viser, at der stadig er masser af brændstof tilbage, siger Andy Pratt, investeringsstrateg hos Burney Company, ifølge Reuters.

Mandag kan biotekselskabet Apogee Therapeutics komme i rampelyset. Selskabet er tæt på at blive opkøbt af medicinalgiganten Abbvie, der ifølge Financial Times vil betale næsten 11 mia. dollar for Apogee.

Buddet svarer til en præmie på godt og vel 60 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 125 anmeldelser

Mest læste artikler