De amerikanske aktier indledte den nye uge med kursfald, da sidste uges optimisme om forhandlinger mellem USA og Iran i weekenden blev skudt ned af præsident Trumps afvisning af et tilbud fra Iran om at genåbne Hormuz i en ugelang våbenhvile.
Det medførte samtidig en stigning i olieprisen efter sidste uges fald, og i sin tur øgede det frygten for inflationspres og deraf markant højere markedsrenter mandag, ligesom forventningerne til renteforhøjelser fra USA's centralbanks side blev skruet op.
På en negativ mandag, da særligt teknologisektorerne var under pres og tyngede markedet, var verdens mest værdifulde selskab, chipkæmpen Nvidia, imidlertid et lyspunkt. Selskabet annoncerede nemlig mandag et øget tilbagekøb af egne aktier for 150 mia. dollar, ny verdensrekord, så det samlede program nu er på 235 mia. dollar.
Det brede S&P 500-indeks, som vandt 1,2 pct. i sidste uge, faldt imidlertid stadigvæk med 0,8 pct., mens Dow Jones mistede 0,7 pct., og Nasdaq faldt 0,9 pct.
- Det bredere marked har ikke været i stand til at få meget fodfæste på grund af stigende renter og oliepriser, siger Chris Larkin, handelsdirektør hos E*Trade, til Bloomberg News.
- Og med Federal Reserve fokuseret på inflationssiden af sit mandat vil denne uges arbejdsmarkedsdata sandsynligvis spille andenviolin i forhold til renter og energi, medmindre de bliver en stor overraskelse.
De forhøjede energipriser og de deraf stigende markedsrenter har også betydet, at investorerne nu indregner op til fire renteforhøjelser mere i USA i 2026 og 2027. Tilbage i august var forventningen blot to løft mere herfra.
I forvejen har Federal Reserve allerede for snart et par uger siden hævet sin rente en gang i år til 3,75-4,00 pct.
JENSEN TROR PÅ SIG SELV
I S&P 500 steg de defensive sektorer sundhed og dagligvarer mest mandag med 0,3-0,4 pct., mens energi også gik op med 0,2 pct.
Ellers var der røde tal ud for de øvrige sektorer, og her tyngede særligt de teknologitunge af dem mest, da it mistede 0,7 pct., cyklisk forbrug tabte 1,6 pct., og kommunikationsservice dykkede 1,7 pct.
Som sagt stak Nvidia ud med et plus på 1,7 pct., efter at topchef Jensen Huang satte sin tommelfinger på vægtskålen i debatten om, hvorvidt chipkæmpens aktie er billig eller ej, og altså slår til med det enorme aktietilbagekøb.
Kursen på Nvidias aktie set i forhold til analytikernes forventninger til den fremtidige indtjening ligger nemlig meget lavt, og er faldet siden august 2024, hvilket er en indikation af, at investorerne, købssiden, tvivler på de store vækstforventninger, som analytikerne ellers køber ind på.
Andre chipnavne havde det derimod svært mandag med et minus til Broadcom på 0,9 pct., til AMD på 3,6 pct., til Intel på 5,7 pct. og til Qualcomm på 7,2 pct., ligesom Micron, der onsdag aften kommer med kvartalstal, mistede 2,6 pct.
GEVINSTHJEMTAGNING
Ligeledes inden for it var der pres på Apple og Microsoft med minusser på respektive 0,8 og 1,4 pct.
I cyklisk forbrug tabte Amazon også 1,4 pct., ligesom Tesla smed 3,9 pct. i kølvandet på et sænket kursmål hos JPMorgan, og i kommunikationsservice mistede Alphabet 0,3 pct.
Meta Platforms' aktie blev samtidig udsat for gevinsthjemtagning og faldt hele 4,8 pct., men er dog stadig i plus for september med 25 pct. i kølvandet af en række opmuntrende nyheder fra selskabets AI-forretning, herunder lanceringen af den nye digitale assistent Muse.
I den positive ende af markedet befandt olieselskaberne sig med et plus på 1,2 pct. til Exxon Mobil og et løft til Chevron på 0,9 pct. Dagligvarekæmpen Walmart steg samtidig 0,7 pct., og i sundhed var der fremgang til Novo-konkurrenten Eli Lilly på 0,1 pct., ligesom Johnson & Johnson gik 0,3 pct. frem.
.\\˙ MarketWire