Tirsdag blev der for alvor sat spørgsmålstegn ved kunstig intelligens og dens fortræffeligheder, da OpenAI ikke nåede sine interne mål for ugentlige brugere og omsætning, hvilket skabte bekymring for, om ChatGPT’s moderselskab er i stand til at finansiere sine enorme udgifter til datacentre.
Det betøde, at rekordstimen for to af de ledende amerikanske aktieindeks blev sat på pause, hvor også den stigende oliepris havde en finger med i spillet..
- Bekymringerne om AI lægger pres på Nasdaq og S&P, fordi teknologi- og kommunikationstjenester udgør omkring 40 pct. af indekset, siger Art Hogan, chefmarkedsstrateg hos B Riley Wealth, til Reuters.
Tirsdag faldt det teknologtunge Nasdaq-indeks 0,9 pct., S&P 500 tabte 0,5 pct., mens det smalle Dow Jones-indeks gik 0,1 pct. tilbage
Mandag endte både S&P 500- og Nasdaq-indekset i rekord efter plusser på 0,1 og 0,2 pct.
OPENAI SATTE SLOG DEN NEGATIVE TONE AN
Selvom OpenAI er privatejet, er koncernens skæbne tæt knyttet til flere store teknologivirksomheder. Og de økonomiske resultater fra OpenAI ses ofte som en indikator for efterspørgslen efter kunstig intelligens og kan have vidtrækkende konsekvenser for de børsnoterede selskaber.
Eksempelvis Oracle, der er afhængig af OpenAI med hensyn til sine cloud computing-ambitioner, faldt 4 pct. Også chipaktierne vendte snuden ned med fald til Nvidia, AMD og Arm Holdings, der endte 1,6, 3,4 og 8,6 pct. lavere. Også Coreweave, der som Oracle er partner med OpenAI, satte sig 5,8 pct.
- OpenAI missede interne mål, men der er mange andre aktører på området. Det ville være en fejltagelse blot at se på en enkelt værdipapir eller en enkelt indtjeningsbegivenhed og forsøge at sprede det ud til det brede marked, siger Oliver Pursche,der er rådgiver i Wealthspire Advisors, til Reuters.
AI-optimismen har været enorm siden bunden den 30. marts for Philadelphia Semiconductors-indekset, der efterfølgende steg 18 handelsdage i træk frem til og med fredag i sidste uge.
Mandag satte indekset sig 1 pct., og tirsdag faldt indekset 3,6 pct.
MELLEMØSTEN DIKTERER FORTSAT HUMØRET
Det nyeste om konflikten i Mellemøsten var tirsdag, at en amerikansk embedsmand har sagt, at præsident Donald Trump er utilfreds med det seneste iranske forslag om at løse konflikten i området, hvilket pøste koldt vand på håbet om en aftale.
Tilbagegangen tirsdag understregede, hvor stærkt krigen former markedsstemningen, selv i den travleste uge af den amerikanske regnskabssæson i dette kvartal.
Manglende fremskridt i forhandlingerne mellem USA og Iran var tirsdag med til at sende WTI-olieprisen op til 100 dollar per tønde for første gang i 14 dage.
Det hjalp olieselskaber såsom Exxon Mobil og Chevron, der steg 1,6 og 1,9 pct.
REGNSKABSSTORMEN GÅR I LAND
Musiktjenesten Spotify gik i selvsving og faldt hele 12,4 pct., efter at selskabet leverede skuffende forventninger for driftsresultatet i det igangværende andet kvartal.
Tonen var også rød for UPS, der faldt 4 pct., efter at pakkepostgigantens regnskab skuffede i første kvartal, hvor indtjeningen var ramt af lavere volumen.
Til gengæld sendte investorerne Coca-Cola op med 3,9 pct., efter at læskedrikgigantens omsætning og indtjening endte over markedets forventninger.
Også General Motors overraskede med en opjustering af forventningerne til hele året til en indtjening per aktie på 11,50-13,50 dollar mod tidligere 11-13 dollar.
Aktien kørte 1,3 pct. frem.
Mens tirsdag var lidt en mellemdag, så stiger temperaturen til kogepunktet onsdag, hvor der kommer regnskaber fra blandt andet Amazon, Alphabet, Meta og Microsoft. Apple følger efter torsdag.
.\\˙ MarketWire