De amerikanske aktier steg pænt onsdag til endnu en lukkerekord. Årets 17. af slagsen.
Handelens baggrundstæppe var ellers endnu en varm inflationsmåling, denne gang opgørelsen over producentpriserne, der ligesom tirsdagens forbrugerpriser i april steg mere end ventet, og dermed slog de sidste spinkle håb om rentesænkninger ihjel.
Teknologiaktierne tog det dog i stiv arm på baggrund af øgede indtjeninger blandt andet støttet af kunstig intelligens. En opgørelse fra Bloomberg News viste således, at virksomhederne i S&P 500 i første kvartal har set budlinjerne vokse med hele 27 pct. mod ventede 12 pct.
Der var onsdag samtidig et comeback til chipaktierne efter tirsdagens salgspres, mens mere traditionelle sektorer omvendt var tynget af de overordnet set højere renteniveau og den stigende oliepris.
Det brede S&P 500-indeks steg på den baggrund 0,6 pct. til 7444,25 indekspoint, og det er nu steget næsten 9 pct. siden nytår.
Nasdaq vandt samtidig 1,2 pct., ligesom det smallerede Nasdaq 100 steg 1,0 pct., så de begge også satte rekorder, mens Dow Jones derimod satte sig 0,1 pct. og stadig er 1,0 pct. fra sin seneste rekord.
- Der er stadigvæk godt momentum inden for teknologi. Trump er også taget til Kina og har hevet Jensen Huang op af hatten, og det giver håb om, at der drypper nogle forretninger af, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen med henvisning til Nvidias topchef.
- Vi ser også fortsat gode AI-historier. Nebius kom med regnskab tirsdag aften, og aktien stiger 16 pct. Selskaberne siger, at det stadigvæk går rigtig godt. Frygten for, at det har toppet, forsvinder. Selv på en onsdag med inflationstal i den høje ende.
Han peger på, at der i efteråret var en periode med svaghed inden for investeringstemaet med kunstig intelligens, da der var en frygt for en boble og muligvis manglende afkast på investeringerne. Men det er blevet gjort til skamme.
- Regnskaberne viser fortsat store investeringer og fantastiske indtjeninger, fastslår Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank.
NVIDIA OG APPLE I REKORD
I S&P 500 var det de tre teknologitunge sektorer, cyklisk forbrug, it og kommunikationsservice, som trak op med fremgang på respektive 0,8 pct., 1,0 pct. og 2,7 pct.
I den anden ende tyngede rentefølsomme brancher som forsyning og fast ejendom omvendt med fald på 1,3 og 0,9 pct., ligesom finansaktierne også mistede 1,1 pct.
Mere end nogen anden trak chipkæmpen Nvidia op i markedet. Verdens mest værdifulde aktie steg 2,3 pct. til rekord i 225,83 dollar på en onsdag, da topchef Jensen Huang altså var fløjet med præsident Donald Trump på besøg hos den kinesiske præsident, Xi Jinping.
Andre chipnavne havde samtidig også medvind med plus til Micron Technology på 4,8 pct., mens AMD og Broadcom dog satte sig 0,6 pct. hver især.
Ligeledes inden for it var Apple og Microsoft splittet med et løft til elektronikkæmpen på 1,4 pct., mens softwaregiganten tabte 0,6 pct. Apples topchef, Tim Cook, var også med på Donald Trumps fly onsdag, da aktien også satte rekord i 398,87 dollar.
FORD HOPPEDE FREM
I kommunikationsservice var der samtidig fremgang til Alphabet på 3,9 pct., mens Meta Platforms vandt 2,3 pct., og i cyklisk forbrug gik Amazon 1,6 pct. frem, mens Tesla, hvis topchef, Elon Musk, også var med i Beijing, vandt 2,7 pct. Her var der dog omvendt pres på Visa og Mastercard med minusser på 1,9 og 1,8 pct.
Af interesse for Novo-investorer vandt konkurrenten Eli Lilly frem med 2,6 pct. Det var tredje dag i rap med fremgang på nu samlet set 7 pct.
Ligeledes inden for sundhed så Unitedhealth, USA's største sygekasse, sin sjette plusdag i træk med en fremgang på 1,2 pct. Perioden har givet et samlet plus på 10 pct., og aktien har ikke ligget så højt i mere end et år.
Endnu bedre gik det dog for Ford med en stigning på hele 13,2 pct. til toppen i hovedindekset.
Bilkæmpen fik onsdag ros fra investeringsbanken Morgan Stanley efter en aftale med kinesiske CATL, som skal levere litium ion-teknologi, til den amerikanske koncerns første helt nye fabrik i USA i 50 år. Fabrikken skal dog ikke producere firehjulede produkter, men levere batteriteknologi til forsyningssektoren i USA, og Morgan Stanley ser potentiale for flere store aftaler de kommende måneder.
.\\˙ MarketWire