19. maj 2026
56 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Renter pressede aktier i minus - Nvidia, Amazon og Microsoft tyngede

USA/lukning: Renter pressede aktier i minus - Nvidia, Amazon og Microsoft tyngede

De amerikanske aktier faldt tirsdag for tredje handelsdag i træk tilbage under pres fra stigende globale markedsrenter og en øget frygt for, at den næste rentebevægelse hos den amerikanske centralbank bliver opad og ikke nedad.

Rentetrykket med den tiårige rente i sit højeste niveau i mere end et år ramte i sagens natur de højest prissatte aktier inden for teknologi, og derfor var der kursminusser til flertallet af navne i Magnificent Seven, om end Apple holdt skindet på næsen.

Det S&P 500-indeks tabte på den baggrund 0,7 pct., mens Dow Jones også mistede 0,7 pct., og Nasdaq faldt 0,8 pct.

- Rentespøgelset fra sidste uge er her stadig. Der kommer også et regnskab fra en af de helt store onsdag, nemlig Nvidia, og det er ikke kun selskabet med sine 5400 mia. dollar i markedsværdi, som får lov at påvirke, men det vil formentlig påvirke alle chipselskaberne og en lang række andre AI-aktier. Så der er en del nervøsitet, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

- På marginalen i risikobudgettet kan rentefølsomheden i obligationsporteføljen også betyde, at man skal reducere i aktier eller hedge ovre i aktiemarkedet.

Siden starten på krigen mellem USA og Iran er olieprisen steget med mere end 50 pct., og det har straks sat sig i inflationen, da forbrugerpriserne senest i april steg med 3,8 pct. på årsbasis mod 2,4 pct. i februar.

Det har ikke kun sendt markedsrenterne op med omtrent 0,70 pct.point for den tiårige statsobligations vedkommende, men samtidig også betydet, at markedet nu indregner en sandsynlighed på 80 pct. for, at centralbankrenten i USA vil blive sat op i år mod en forventning mod et bud i slutningen af februar på to-tre rentenedsættelser.

SKRUET GODT I VEJRET

I S&P 500 var det sundhedsaktierne, som klarede sig bedst med et plus på 1,1 pct., mens energi også vandt 1,1 pct.

I den anden ende tabte råvarer og materialer mest med 2,3 pct., mens de tre teknologitunge sektorer, it, kommunikationsservice og cyklisk forbrug, mistede 0,7-1,6 pct.

Blandt de store aktienavne trak Nvidia ned med et minus på 0,8 pct. Chipkæmpen står onsdag aften for ugens helt store finansielle begivenhed med sine kvartalstal i kølvandet af to-te uger med et samlet plus på mere end 11 pct. trods en tilbagegang på 6 pct. de seneste tre handelsdage.

- Forventningerne til regnskabet er som altid skruet godt i vejret. Nvidia har slået markedets indtjeningsforventninger i 90-95 pct. af sine kvartalsregnskaber de sidste ti år, så oddsene er med selskabet for, at det sker igen, kommenterer Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.

I tirsdagens negative marked var der også tilbagegang til andre chipnavne. Broadcom faldt i den forbindelse 2,3 pct., ligesom AMD mistede 1,7 pct.

Halvlederaktierne i hovedindekset er som gruppe dog stadig steget med 35 pct. i 2026.

Inden for it var der samtidig kursfald til Microsoft på 1,4 pct, mens Apple derimod kravlede i plus med 0,4 pct.

NOVO-KONKURRENT I PLUS

I cyklisk forbrug var der samtidig et fald til Amazon på 2,1 pct., ligesom Tesla smed 1,4 pct., og i kommunikationsservice bakkede Alphabet 2,3 pct., mens Meta Platforms faldt 1,4 pct.

De grønne glimt skulle altså findes andre steder, og her meldte Eli Lilly sig ind i kampen, da Novo-konkurrenten gik frem med 3,4 pct. Inden for dagligvarer steg Walmart også 0,6 pct. inden sit regnskab torsdag, mens konkurrenten Costco gik frem med 1,7 pct.

På regnskabsfronten lagde Home Depot tal for sit første kvartal frem, og det takseredes til en mindre fremgang på 0,9 pct. Trods et svagt husmarked i USA steg omsætningen lidt mere end ventet, omend den sammenligenlige salgsvækst på 0,6 pct. ikke helt matchede konsensus ifølge Bloomberg News på 0,9 pct.

Uden for S&P 500 var der samtidig AI-nyt med pres på Coreweave, som mistede 3,8 pct. Det skyldtes nyheden om, at Alphabet og Blackstone er gået sammen om at starte en konkurrent inden for AI-cloud-computing.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,9
Baseret på 13 anmeldelser