16. jan. 2026 kl. 21:06
34 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Små navne tog opmærksomheden i afdæmpet og ubeslutsomt marked

USA/lukning: Små navne tog opmærksomheden i afdæmpet og ubeslutsomt marked

Med små udsving på indeksniveau dagen igennem dansede de amerikanske aktier rundt om udgangspunktet fredag, hvor den dominerende farve flere gange vekslede mellem grøn og rød undervejs.

Facit blev et fald til S&P 500-indekset på 0,1 pct., Nasdaq-indekset faldt i samme takt, og Dow Jones-indekset bakkede med 0,2 pct.

Fokus var der primært til de mindre navne, mens der ikke var mange større udsving blandt de store aktier.

Ifølge Bloomberg News er det mindre Russel 2000-indeks nu kørt fra S&P 500-indekset hele 11 handelsdage i træk.

- Det gunstige makroøkonomiske miljø, der er kendetegnet ved begrænset inflation og accelererende vækst, gør det muligt for markederne at modstå geopolitiske spændinger og fortsætte deres opadgående tendens trods usikkerheden, siger Florian Ielpo, der er makrochef og porteføljeforvalter hos Lombard Odier Asset Management, til Bloomberg News.

Samlet set er Russel 2000-indekset, der fredag steg marginalt, steget med godt 8 pct. i år, mens S&P 500-indekset er noteret for en fremgang på 1,4 pct.

Fredag viste et nøgletal bedre end ventede takter i industriproduktionen i USA i december, og blandt andet det var med til at holde hånden under markedet.

I modsat retning trak det formentlig, at USA's præsident, Donald Trump, fortsat har svært ved at slippe sine fantasier om Grønland og fredag truede med at pålægge told på lande, der ikke er enige med ham i synet på sagen.

SMÅ AKTIER STOD FOR DE STØRSTE UDSVING

Blandt enkeltaktierne skulle man også lidt længere ud blandt de mindre navne i kurslisterne for at finde de største udsving fredag.

Blandt andet steg AST Spacemobile, der laver satellitter til internet, kraftigt. Selskabet har ifølge Bloomberg News fået en stor kontrakt med det amerikanske missilforsvar, der er en del af forsvarsministeriet.

Den historie kunne investorerne godt lide, og aktien strøg fredag i vejret med 14,3 pct. til 115,77 dollar.

Omvendt negativt så det ud for biotekselskabet Arbutus Biopharma, som faldt med 13,6 pct. til 4,06 dollar.

Det Europæiske Patentkontor har fjernet et af selskabets patenter, hvilket kan kaste grus i maskineriet i en konkurrencesag mod vaccineselskabet Moderna i Schweiz, rapporterer Bloomberg News.

Immunitybio steg til gengæld med 39,8 pct. til 5,52 dollar oven på et sæt gode resultater med en lægemiddelkandidat mod kræft. Det var ellevte handelsdag på stribe, at aktien var i fremdrift.

Blandt de helt store navne faldt chipgiganten Nvidia en smule fredag, hvor den gik 0,5 pct. tilbage oven på en stigning på 2,2 pct. torsdag. Aktien sluttede dermed i 186,23 dollar.

Medicinalselskabet Eli Lilly kom også lidt igen med en fremgang på 0,6 pct. til 1038,66 dollar efter et klart fald på 3,8 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,5
Baseret på 90 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig