Den triste stemning tiltog på Wall Street over tirsdagen efter en positiv start, hvor dugfriske regnskaber delte vandene.
Det var dog nyheden fra den kunstig intelligens-startup Anthropic om et værktøj til brug for virksomheders juridiske afdelinger, der satte gang i faldene. Anthropic, virksomheden bag chatbotten Claude, oplyste nemlig, at deres værktøj kunne automatisere juridisk arbejde såsom gennemgang af kontrakter, sortering af fortrolighedsaftaler, overholdelsesarbejdsgange, juridiske briefinger og skabelonbaserede svar. Og det kan i værste fald betyde, at nogle dataleverandører vil falde bort, lød analysen fra den britiske avis The Guardian.
S&P 500-indekset, der ellers var på vej i rekord mandag, faldt 0,8 pct., Nasdaq-indekset endte 1,4 pct. lavere, mens Dow Jones-indekset gik 0,3 pct. tilbage.
Investorer er i de seneste måneder blevet mere krævende med hensyn til AI-relaterede aktier og leder efter virksomheder, der genererer målbare afkast på deres store investeringer i den nye teknologi.
- Vi kigger på mange softwarevirksomheder, som ses som virksomheder, der muligvis kan blive forstyrret, når vi begynder at se fremskridt inden for kunstig intelligens. Vi ser mange softwarevirksomheder på tværs af spektret blive ramt, siger Art Hogan, chefmarkedsstrateg hos B. Riley Wealth, til Reuters.
Nvidia faldt med 2,8 pct., og Microsoft gik tilbage med 2,9 pct. Alphabet, som kommer med regnskab onsdag, mistede 1,2 pct. på aktiekursen, mens Amazon faldt 1,8 pct. forud for sin regnskabsaflæggelse torsdag.
NOVOS AMERIKANSKE NOTERING I FALD
I en helt anden boldgade blandede danske Novo Nordisk sig i regnskabskoret, og medicinalkoncernens amerikanske noteringen faldt 14,7 pct. til 50,25 dollar svarende til 317,50 kr. Aktien sluttede tirsdag i København i kurs 367,80 kr.
Det store fald kom, da Novos regnskab viste, at vækstraterne er klinget gevaldigt af i løbet af 2025, og nedturen er fortsat i fjerde kvartal, hvor medicinalkæmpen må se toplinjen skrumpe.
Mere afskrækkende var nok prognosen for 2026, der peger på større end ventet tilbagegang i salget i 2026.
Novos amerikanske konkurrent, Eli Lilly, gik 4 pct. tilbage.
PAYPAL PÅ HÆLENE
Aktien i den amerikanske betalingstjeneste Paypal dundrede ned med 20,3 pct. efter et skuffende regnskab for fjerde kvartal og nyheden om, at den nuværende chef hos HP, Enrique Lores, overtager topchefposten fra Alex Chriss.
Pfizers aktiekurs faldt 3,5 pct., efter at selskabet er kommet med regnskab og desuden data fra et fase 2b-studie med en vægttabsmedicin, der fulgte med købet i slutningen af 2025 af Metsera.
Efter 28 ugers behandling med fedmemedicinen er der påvist et vægttab på op til 12,3 pct. hos patienter uden diabetes. I tidligere forsøg annonceret af Metsera i september var der påvist vægttab på op til 14,1 pct., skriver Bloomberg News.
PALANTIR I KANON FORM
Softwareselskabet Palantir endte 6,9 pct. højere efter et positivt regnskab, der påpegede efterspørgslen efter virksomhedens AI-værktøjer til militært brug, hvor højere amerikanske forsvarsudgifter bidrog til at øge kvartalsomsætningen.
Og Teradyne steg 13,4 pct., efter at producenten af chip-testudstyr sent mandag kom med en stærk prognose for første kvartal drevet af en separat bølge af AI-relaterede investeringer, da store teknologivirksomheder investerer milliarder af dollar i udvidelse af datacentre.
- Palantirs indtjening har helt sikkert bidraget til at genoplive AI-handelen, siger John Campbell, seniorporteføljeforvalter hos Allspring Global Investments, til Reuters.
I samme boldgade kom Advanced Micro Devices og Super Micro Computer med regnskab efter Wall Streets lukketid. De faldt 1,6 og 0,1 pct.
.\\˙ MarketWire