Fortsat skepsis i forhold til udbredelsen af kunstig intelligens, AI, og bekymring for værdisætningen af AI-relaterede aktier trak fredag risikovilligheden ud af aktiemarkeder i New York, hvor de tre toneangivende aktieindeks sluttede februar i rødt.
Det brede S&P 500-indeks faldt 0,4 pct., det teknologidominerede Nasdaq-indeks tabte 0,9 pct., og de tunge aktiers Dow Jones-indeks gik 1,1 pct. tilbage.
Tungest faldt finans, it og cyklisk forbrug, mens energi og sundhed var de sektorer, som steg mest.
- Der er fortsat denne diskussion om, hvem der bliver ofrene, og hvem der faktisk vil komme ud som vindere, fordi de udnytter AI i stedet for at blive erstattet af den, siger Kristina Hooper, der er chefmarkedsstrateg hos Man Group, ifølge Reuters.
- Der er meget lidt, der er sikkert på nuværende tidspunkt, og derfor tror jeg, at det fortsat vil være et problem, siger hun.
Yderligere var stemningen trykket at nye data for udviklingen i producentpriserne, som presser forventningerne om en snarlig rentenedsættelse fra centralbanken, Federal Reserve. Producentpriserne i USA steg med 2,9 pct. i januar på årsbasis, hvor økonomerne adspurgt af Bloomberg havde ventet en mindre stigning på 2,6 pct. På månedsbasis var der tale om en stigning på 0,5 pct. mod en ventet stigning på 0,3 pct. ifølge økonomerne.
BANKER RAMT
Bekymringerne for konsekvenserne af AI - og for kreditkvaliteten ramte fredag blandt andet de amerikanske banker, som kom på udsalg med nedtur for aktiekurserne i niveauet 5 pct.
KBW Bank-indekset faldt 4,9 pct., og et fald af den størrelsesorden er ikke set siden april. Indekset er på vej mod den værste måned siden marts sidste år, og alle 23 banker i indekset ligger med fald på mindst 1,7 pct. ifølge Bloomberg News.
- Bankerne går ind i en mere volatil periode med ukendte faktorer som tempoet for AI og general disruption, siger analytiker hos Bloomberg Herman Chan.
NVIDIA UDBYGGEDE FALD
På selskabsniveau fortsatte aktien i chipgiganten Nvidia nedturen efter onsdagens regnskab, som ellers var stærkt med en lovende salgsprognose for første kvartal, men som ikke imponerede handlerne. I New York faldt aktien fredag 4,2 pct.
Der er mange spørgsmål omkring AI og virkningen af AI-disruption i forskellige brancher og om fremtiden for teknologi og specifikt amerikansk teknologi. Der er helt sikkert en rotation til virksomheder, der har en tendens til at være lidt mere traditionelle, som ikke har en høj eksponering mod IT, og selvfølgelig i mere defensive dele af markedet, siger Anthi Tsouvali, multi-asset strateg hos UBS Global Wealth Management til Reuters.
Blandt Nvidias kolleger i klubben af mega teknologi- og vækstaktier, "magnificent seven", sås fald for Apple på 3,2 pct. og på 1,4 pct. for Meta. Microsoft faldt 2,2 pct.
RIVALERNE VANDT
Optur var der på månedens sidste handelsdag til Netflix, som trak sig fra kampen om at overtage Warner Bros Discovery. Aktien i streamingtjeneste steg 13,8 pct. Nu vil Netflix i stedet investere 20 mia. dollar i film og serier i år samt genoptage aktietilbagekøb.
Samtidig vandt rivalen - og vinderen af budkampen, Paramount Skydance, 20,8 pct. frem, mens taberen blev Warner, som så den ombejlede aktie miste 2,3 pct.
Paramount har betalt Netflix et såkaldt breakup fee på 2,8 mia. dollar for at droppe sin planlagte aftale om at købe dele af Warner Bros.Discovery Inc.
Dell steg XXX pct., efter at pc-producenten varsler, at omsætningen fra selskabets vigtigste AI-optimerede serverforretning vil fordobles i regnskabsåret 2027, samt lover at returnere flere penge til aktionærerne.
AMAZON SKYDER 50 MIA. DOLLAR I OPENAI
Nyt fra AI-universet var også, at nethandelsgiganten Amazon har skudt 50 mia. dollar i OpenAI, der står bag ChatGPT. Det svarer til omkring 317 mia. kr. Investeringen skal falde i to bidder - først de 15 mia. dollar efterfulgt af 35 mia. dollar i de kommende måneder ifølge Bloomberg News.
Samlet har OpenAI rejst 110 mia. dollar - eller næsten 700 mia. kr. De omfatter udover de 50 mia. dollar en investering på 30 mia. dollar fra den amerikanske chipgigant Nvidia og 30 mia. dollar fra japanske Softbank.
Amazon-aktien steg fredag 1,0 pct.
Sprogappen Duolingo faldt 14,0 pct., efter at selskabet fredag havde præsenteret regnskab for fjerde kvartal med en skuffende prognose for første kvartal 2026.
.\\˙ MarketWire