Der er bud efter den fjerde dag på stribe med kursfald blandt de amerikanske aktier fredag, hvor krigen i Mellemøsten fortsat er det altdominerende tema.
Selv meldinger fra flere lande om frigivelser af strategiske oliereserver for at dæmpe prisstigningerne, der er den direkte konsekvens af lukningen af Hormuzstrædet, imponerer ikke markedet, der alligevel holder prisen for en tønde Brent-olie over 100 dollar.
Derfor varede den sparsomme optimisme, der prægede åbningen af fredagens handel også ganske kort, og ud på handelsdagen falder S&P 500-indekset med 0,4 pct., og Nasdaq-indekset går 0,9 pct. tilbage. Dow Jones-indekset nøjes med et fald på 0,1 pct.
- Der er to mulige scenarier for markedet lige nu, og det bedste udfald er en kortere krig, siger Chris Zaccarelli, der er investeringsdirektør hos Northlight Asset Management, til Bloomberg News.
- Omvendt kan vi se endnu større negative konsekvenser for markederne, hvis den militære konflikt trækker ud og bliver længere end forventet, fortsætter han.
ADOBE RAMMES AF TOPCHEFSKIFTE
Blandt enkeltaktierne er softwarekoncernen Adobe komet i modvind, efter at selskabet har annonceret, at topchef Shantanu Narayen stopper i sin stilling.
Det er sket i forbindelse med et ellers pænt regnskab for første kvartal 2025/26 sent torsdag, hvor også forventningerne til andet kvartal umiddelbart topper konsensus.
Udmeldingen om direktørskiftet kommer i en periode, hvor markedet ifølge Bloomberg News stiller store spørgsmålstegn ved, om Adobe kan klare konkurrencen i et tiltagende AI-præget marked.
Shantanu Narayen har været administrerende direktør for Adobe i 18 år og forbliver også som formand for bestyrelsen, oplyser selskabet.
Selve resultaterne i første kvartal kan man ellers ikke umiddelbart sætte en finger på. Adobe omsatte i perioden for 6,40 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 6,28 mia. dollar.
Og på de nedre regnskabslinjer leverede selskabet en justeret indtjening per aktie på 6,06 dollar mod konsensus om 5,88 dollar.
For andet kvartal venter Adobe desuden en omsætning på 6,43-6,48 mia. dollar, hvilket er i den høje ende i forhold til forhåndsforventningen blandt analytikerne på 6,43 mia. dollar.
Prognosen for den justerede indtjening per aktie i andet kvartal lyder på 5,80-5,85 dollar. Her havde analytikerne på forhånd ventet 5,70 dollar.
Softwareaktien falder med 5,9 pct. til 253,65 dollar.
NEDTUR TIL AVOCADOPRODUCENT
I rødt er også avocadoproducenten Mission Produce, der venter at se lavere indtjeningsmarginer per avocado i de kommende kvartaler, selv om volumen ventes at vokse.
Derudover er Mission Produce også presset af en forsinket start på høsten i Californien, ligesom ufavorable vejrforhold trækker ned i prognosen for resten af regnskabsåret, oplyser selskabet.
Aktien falder med 8,2 pct. til 12,15 dollar.
.\\˙ MarketWire