15. jun. 2026
41 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Aktier i vejret - Nvidia i front - Spacex fortsætter op

USA/middag: Aktier i vejret - Nvidia i front - Spacex fortsætter op

De amerikanske aktier fortsætter den nye uge i det positive spor i kølvandet af den bekræftede nyhed om, at USA og Iran er blevet enige om en to måneders våbenhvile, som også omfatter en genåbning af Hormuzstrædet.

Derfor falder olieprisen - ligesom i sidse uge - også med 5,3 pct., hvilket i sin tur medfører faldende markedsrenter, da det dæmper inflationsfrygten, og de lavere renter løfter særligt vækstaktierne frem, mens energiaktierne i sagens natur hældes ud af investorernes porteføljer.

Spacex fortsætter samtidig børsfesten med endnu en fremgang i kølvandet af en melding fra topchef Elon Musk om en 50-dobling af salget i 2030, mens opkøbsnyt sætter sine spor i både toppen og bunden af markedet.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.15, lokal tid i New York, med 1,9 pct., efter et samlet plus sidste uge på 0,6 pct., mens Dow Jones løftes 1,4 pct., og Nasdaq vinder allermest med 3,0 pct.

- Aftalen mellem USA og Iran er et stort gennembrud, siger Michael Landsberg, direktør i Landsberg Bennett Private Wealth Management, til Bloomberg News.

- Selv om aftalens karakter kan føre til yderligere sammenbrud mellem parterne i løbet af de næste to måneder, især omkring det store stridspunkt om at fjerne Irans nukleare materiale, vil genåbningen af strædet hjælpe med at presse oliepriserne ned.

1000 MIA. DOLLAR

I S&P 500 stiger it-aktierne mest med 3,4 pct., mens kommunikationsservice går op med 3,1 pct., og cyklisk forbrug vinder 2,1 pct.

Vækstsektorerne gavnes af håbet om lavere renter, eller at frygten for stigende renter dæmpes, for de har en større del af indtjeningen liggende ude i fremtiden, og lavere renter medfører en lavere diskontering af den kommende indtjening til nutidsværdi.

I den anden ende dykker især energiaktierne mandag med et minus på 3,5 pct.

Mandag er alle de store teknologiaktier i grønt. Nvidia stiger 3,4 pct., mens der ligledes inden for it er fremgang til Apple og Microsoft på 2,0 og 2,5 pct., samtidig med at Oracle også går op med 5,3 pct.

Inden for chipgruppen er der samtidig et løft til Broadcom på 2,9 pct., til AMD på 7,3 pct. og til Micron Technology på 10,0 pct.

I cyklisk forbrug er der samtidig et plus ti Amazon på 3,0 pct., mens Tesla vinder 1,0 pct., og i kommunikationsservice stiger Alphabet 3,3 pct. og Meta Platforms 5,9 pct.

I samme sektor, men stadig uden for hovedindekset, vinder Spacex frem med 9,9 pct. til en markedsværdi på 2315 mia. dollar. Topchef Musk har på det sociale medie X, som Spacex i øvrigt selv ejer, forudset, at rumkoncernen "måske" kan nå en omsætning på 1000 mia. dollar i 2030. I 2025 var den på lige knap 19 mia. dollar.

Når man går ned ad listen over de helt store navne i USA, er det først når man kommer til de mere defensive navne, at der er røde tal. Det gælder blandt andet Novo-konkurrenten Eli Lilly med et minus på 0,5 pct. og dagligvarekæmpen Walmart med et fald på 0,6 pct.

Inden for sundhed er der samtidig også kursfald til andre store navne som Johnson & Johnson og Abbvie på 1,47 og 2,5 pct., mens Walmarts store konkurrent Costco mister 0,3 pct.

KØBER PÅ - AKTIEN NED

Exxon Mobil og Chevron dykker desuden med 4,2 og med 3,9 pct. på grund af olieprisens fald. En tønde råolie koster nu i USA 80,35 dollar, hvilket er totredjedele af højvandsmærket i 120 dollar under krigen, men stadig 30-35 pct. over gennemsnitsprisen fra nytår og frem til krigens start.

Værre går det dog for Fox, som har indgået en aftale om at overtage streamingkoncernen Roku for 22 mia. dollar. Det sender den store mediekoncern ned med 16,3 pct. til bunden af SS&P 500, mens Roku, der fredag steg 20,1 pct. på grund af salgsrygter, sætter sig 0,9 pct. mandag.

Fiserv, der gør sig inden for betalingsløsninger, falder også en del mandag med 8,8 pct. på nyheden om, at selskabets topchef, Mike Lyons, efter halvandet år på posten har fået nyt job. Midt i en turnaround. Aktien i Firserv er nu dykket næsten 80 pct. fra sin seneste rekord i marts 2025.

Western Digital klarer sig dog allerbedst med en fremgang på 14,1 pct. til 642,34 dollar, da investeringsbanken Morgan Stanley har løftet sit krusmål for aktien fra 488 til 650 dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 108 anmeldelser

Mest læste artikler