E-handelskæmpen Amazon presses i bund i et ellers klart positivt amerikansk aktiemarked fredag, efter at selskabet har annonceret massive anlægsinvesteringer til at løfte området for kunstig intelligens, AI.
Den nyhed påvirker til gengæld chipkæmpen Nvidia positivt, fordi det givetvis er her en del af pengene skal lægges.
Overordnet er der også klar optimisme på det brede marked efter tre dage i træk med fald. S&P 500-indekset stiger efter godt to en halv times handel med 1,5 pct., Nasdaq-indekset går ligeledes 1,5 pct. frem, og Dow Jones-indekset stiger med 2,0 pct.
AMAZON STRAFFES FOR MASSIVE INVESTERINGSPLANER
E-handelskæmpen Amazon, der også driver store datacentre til cloud-services, vil investere langt flere penge i udviklingen af kunstig intelligens, end investorerne umiddelbart havde regnet med.
Det fortalte selskabet i forbindelse med sit årsregnskab sent torsdag. I alt venter Amazon at bruge 200 mia. dollar på anlægsinvesteringer i 2026, og det er omtrent 54 mia. dollar mere, end analytikerne havde ventet på forhånd, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Samtidig er prognosen for driftsresultatet i første kvartal også til den skuffende side. Her når selv toppen af Amazons brede spænd på 16,5-21,5 mia. dollar ikke op på konsensus blandt analytikerne, der inden regnskabet lød på 22,2 mia. dollar.
Amazon-aktien bliver sendt ned med 7,9 pct. til 205 dollar.
- Ligesom med enhver stor teknologisk innovation er der en fase, hvor entusiasmen er næsten ubegrænset, og derefter følger en periode med større kritisk sans, siger Kristina Hooper, der er chefmarkedsstrateg hos Man Group, til nyhedsbureauet Reuters.
- Så det handler ikke kun om at tænke over, hvem der vil blive påvirket af AI, som eksempelvis softwarevirksomhederne, der helt sikkert kom under pres, men også hyperscalerne (store cloud-udbydere, red.), hvor dem, der bruger mange penge på AI-investeringer, nu også bliver straffet, fortsætter hun.
Omvendt positivt tages der i mod investeringsplanerne hos de investorer, der har hang til aktier i chipgiganten Nvidia, som over de seneste år har oplevet enorm vækst som følge af netop høj fart på udrulningen af AI.
Nvidia udvikler og sælger nemlig mikrochips til brug i AI, og derfor er det nærliggende at tro, at en del af Amazons enorme investeringsbudget skal bruges i den butik.
Nvidia stiger ud på handelsdagen fredag med 6,7 pct. til 183,37 dollar.
Blandt de øvrige navne i "Magnificent Seven"-gruppen er der også rift om Tesla, uden at der større nyheder om elbilproducenten fremme. Aktien stiger med 3,7 pct. til 412,03 dollar. Det sker dog også efter relativt klare fald både torsdag og fredag.
UNDER ARMOUR OVERRASKER MED OVERSKUD
Under Armour, der tjener sine penge på særligt sportstøj og sko, overraskede analytikerne med et overskud i sit forskudte tredje kvartal 2025/26, der endte med en justeret indtjening per aktie på 9 cent, mens analytikerne havde ventet et tab på 1,1 cent.
Resultatet kom i land på baggrund af en omsætning på 1,33 mia. dollar mod konsensus om 1,31 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Det kan investorerne særdeles godt lide, og Under Armour-aktien bliver sendt op med 16,3 pct. til 7,31 dollar ud på handelsdagen fredag.
.\\˙ MarketWire