Onsdag er meldingerne fra dialogen mellem USA og Iran om en fredsaftale fortsat overordnet set positive, omend med nogle modstridende udtalelser, men alligevel handles de amerikanske aktier med en lille pil ned, efter at de satte endnu en rekord tirsdag.
Olieprisen falder ellers igen tilbage i USA til nu tæt ved 90 dollar per tønde, mens renterne sætter sig en smule.
Underliggende i aktiemarkedet er der dog fremgang til en lang række navne og sektorer, så det er chipaktierne, der onsdag puster ud og rammes af gevinsthjemtagning efter et langt stigningsridt, og derfor holder det overordnede marked i skak.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, sætter sig på en baggrund kl. 12.20, lokal tid i New York, med 0,1 pct., ligesom Nasdaq mister 0,2 pct., mens Dow Jones omvendt går 0,4 pct. frem og derfor faktisk ligger til rekord.
- Aktiemarkedet har tilstrækkelig tillid til, at en løsning med Iran på et tidspunkt vil komme frem, selv om den ikke er umiddelbar, siger Alexander Guiliano, direktør for Resonate Wealth Partners, til Bloomberg News.
- Selv om det kan se ud som om aktier er steget for hurtigt, så vi en helt almindelig korrektion for kun to måneder siden, som hjalp med at nulstille stemningen og bane vejen for den seneste optur.
Onsdag har den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs da også med henvisning til afkast fra kunstig intelligens løftet sit bud på, hvor S&P 500 vil slutte året fra 7600 til 8000 indekspoint, hvilket indikerer yderligere fremgang på 6,5 pct. oven i de knap 10 pct., markedet allerede er stegt i år.
SALGSPRES PÅ CHIPS
I S&P 500 er det onsdag cyklisk forbrug, der klarer sig bedst med et plus på 1,6 pct., mens mere defensive dagligvarer også vinder 1,3 pct.
Kommunikationsservice holder sig også i grønt med en fremgang på 0,4 pct., mens der inden for teknologi er et minus på 0,7 pct. til it-aktierne, ligesom energiaktierne smider 1,0 pct. på grund af faldet i olieprisen på 4 pct.
Det er et minus til chipkæmpen Nvidia på 1,9 pct., der tynger mest i markedet, mens andre chipnavne som AMD også falder 1,6 pct., og Intel mister 3,5 pct. Broadcom nøjes dog med et minus på 0,5 pct., mens Qualcomm samtidig får endnu større hug og mister 7,3 pct. uden specifikke nyheder.
Micron går dog alligevel frem med 2,6 pct. efter tirsdagens plus på 19,3 pct. i kølvandet af et tredoblet kursmål fra UBS.
Ligeledes inden for it falder Microsoft omvendt igen med 0,8 pct., mens Apple imidlertid løftes 1,0 pct. Tirsdag talte Bank of America positivt om elektronikkæmpens muligheder inden for agentisk AI.
I cyklisk forbrug er der samtidig et løft til Amazon på 1,7 pct., mens Tesla også stiger 1,8 pct., og i kommunikationsservice stiger Alphabet 0,6 pct., mens Meta Platforms dog mister 0,1 pct.
Eli Lilly går også 2,0 pct. op, efter Novo-konkurrenten tirsdag annullerede en indledende stigning.
KONKURRENCEUDFORDRINGER
I toppen af hovedindekset har Applovin endnu mere medvind og stiger 11,8 pct. Softwareselskabet lancerede tidligere på måneden en markedsføringsplatform, et dashboard, der udvider koncernens fokus fra gaming til også at omfatte muligheder inden for e-handel og tv.
MGM Resort følger godt med og vinder 10,6 pct., da investeringsbanken JPMorgan har løftet kasinoaktien til "overvægt".
I den anden ende dykker Boston Scientific, da medicoselskabets ledelse har meldt ud om konkurrenceudfordringer for koncernens hjerteimplantat med navnet "Watchman", og aktien dykker derfor 12,2 pct.
Onsdag er der også kommet regnskabstal før markedets åbning, og i den forbindelse belønnes Abercrombie & Fitch, uden for S&P 500, med et plus på 11,9 pct., da tøjkæden leverede end bedre indtjening end ventet i sit første kvartal. Konkurrenten Capri Holding, der ejer mærkerne Michael Kors og Jimmy Choo falder omvendt 6,0 pct., da salget skuffede i fjerde kvartal.
Endnu værre går det dog for Zscaler, da cybersikkerhedsaktien mister 30,6 pct. efter en svag salgsprognose og en række nedjusterede anbefalinger.
.\\˙ MarketWire