Efter en rød start er stemningen på Wall Street vendt rundt mandag middag amerikansk tid.
Efter fredagens massive fald i priserne på ædelmetaller som guld og sølv, er der midlertidig sat en prop i udsalget, og de ledende indeks ligger i plus.
- Regnskaberne har indtil videre været gode, men der er stadig spørgsmål om handelen med AI (kunstig intelligens), og det hænger ved ind i denne uge, fordi vi har flere af selskaberne i magnificent seven, der kommer med regnskabstal i denne uge, siger Art Hogan fra B. Riley Wealth Management til Reuters.
Det er Amazon og Alphabet, der kommer med tal i denne uge.
Det brede S&P 500 stiger 0,5 pct. i middagshandlen, Nasdaq øger 0,6 pct. og Dow Jones ligger 0,9 pct. højere. Fredag faldt de tre mellem 0,4-0,9 pct.
Særligt sølv har været på noget af en rutsjebanetur og har siden toppen torsdag i sidste uge fået skåret godt en tredjedel af prisen.
- Råvareprisernes bevægelser handler mere om at få de svage eller gearede aktører ud af position end om en ændring i den fundamentale historie. Det er et marked, man skal holde øje med for sårbarheder og ekstreme udsving, siger investeringschef Darrell Cronk fra Wells Fargo ifølge Bloomberg News.
Fredag var investorerne ligeledes tynget af valget af Kevin Warsh som ny formand for Federal Reserve. Investorer regner godt nok med, at Kevin Warsh vil støtte lavere renter, som præsident Donald Trump har presset på for, men han er næppe den mest aggressive af de kandidater, der har været på tale.
NVIDIA I FALD
Nvidia, der også er med i den eksklusive gruppe af syv, taber 1,1 pct. på aktiekursen ved middagstid i det amerikanske.
Faldet kommer efter skriverier i avisen Wall Street Journal, om at selskabets planer om at investere op til 100 mia dollar i OpenAI er gået i stå, efter kilder i chipgiganten har udtrykt tvivl om aftalen.
DISNEY LEVERER BEDRE END VENTET MEN PROGNOSEN SKUFFER
På regnskabsfronten byder underholdningsgiganten Disney i sit skæve første kvartal på både indtjening og omsætning over forventning.
Det har især været Disneys forlystelsesparker og krydstogtforretning, der har trukket op, skriver Bloomberg News.
Indtjeningen per aktie landede på 1,63 dollar mod ventede 1,56 dollar, mens den samlede omsætning steg 5 pct. til 25,98 mia. dollar. sammenlignet med samme periode sidste år og analytikerskønnet på 25,69 mia. dollar.
Prognosen for det nuværende andet kvartal og indtjeningsforventningerne for hele året skuffer dog, vurderer flere analytikere ifølge Bloomberg News.
Disney-aktien falder 4,6 pct.
Tyson Foods, som er USA's største oksekødsproducent, har leveret bedre end analytikernes spådomme. Her er det stigende priser på netop oksekød men også kylling, som har løftet regnskabet i det skæve første kvartal.
Landets største kødpakker opnåede en justeret indtjening per aktie på 97 cent i første kvartal, hvilket er et fald på 15 pct. sammenlignet med samme periode året før, men over analytikernes forventninger på 95 cent.
Aktien stiger 0,8 pct.
Oracle kunne sent søndag fortælle, at det planlægger at rejse op til 50 mia. dollar i år for at opbygge kapacitet til sin cloud-infrastruktur.
Det skal ske gennem en kombination af gæld og salg af aktier, skriver Bloomberg News.
Oracle-aktien går pæne 2,6 pct. frem midt på handelsdagen.
.\\˙ MarketWire