De amerikanske aktier har mandag indledt den nye med små stigninger, da investorerne tilsyneladende er gået på tilbudsjagt.
Nyhedsbilledet er nemlig ikke blevet bedre i løbet af weekenden. Senest har USA's præsident, Donald Trump, spekuleret i at overtage Irans olie, ligesom han har spekuleret i at bombe kritisk infrastruktur i landet, hvis ikke krigen snart stopper.
Derfor stiger olieprisen igen i USA mandag og sender den over 100 dollar per tønde.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.10, lokal tid i New York, alligevel 0,3 pct., men er stadig mere end 7 pct. under niveauet fra før krigens start. Markedet er nu faldet hver af de fem foregående uger.
Nasdaq, der flirter med en korrektion, et fald på 10 pct. fra sin seneste rekord sat i oktober sidste år, stiger også 0,1 pct., mens Dow Jones går 0,8 pct. frem.
- Markedet er fortsat drevet af overskrifter, da Trump-regeringen har leveret en række budskaber om både nedtrapning og optrapning af krigen i Iran, siger Chris Senyek, chefstrateg hos Wolfe Research, til Bloomberg News.
- Derfor fastholder vi vores defensivt positionerede tilgang.
STORT RENTEFALD
Markedsrenterne falder trods olieprisstigningen en del mandag. Med mere end 10 basispoint i både den korte og den lange ende.
Det skyldes dog ikke, at frygten for inflationspres er aftaget, men snarere at frygten for den økonomiske vækst på grund af de høje energipriser fylder mere, og det reducerer i sin tur angsten for renteforhøjelser, så investorerne ikke længere indregner et løft i år.
- Markedet lader nu fantasien løbe løbsk om, hvordan verden kan se ud om en måneds tid, hvis der ikke inden da er en løsning på krigen, kommenterer Gareth Berry, strateg hos Macquarie Group.
- Paralleller til covid bliver allerede identificeret, da økonomier risikerer at lukke ned denne gang på grund af mangel på brændstof.
APPLE FALDER
I S&P 500 får de rentefølsomme sektorer som fast ejendom og forsyning en hånd af rentefaldet stiger derfor med 1,4 og 1,2 pct.
Finans, dagligvarer samt råvarer og materialer vinder samtidig 1,0-1,7 pct., mens udviklingen blandt de teknologitunge vækstsektorer er uens med et plus til cyklisk forbrug på 1,3 pct. og på 0,8 pct. til kommunikationsservice, mens it-aktierne mister 0,6 pct.
Netop inden for it er det Apple, som ellers klarede sig godt gennem sidste uges aktienedtur, der trækker ned med et minus på 0,7 pct., mens Microsoft omvendt vinder frem med 1,8 pct.
I samme sektor ligger chipkæmpen Nvidia også 0,3 pct. nede, mens Broadcom taber 1,9 pct. Noget længere nede på listen har Micron også genoptaget sine kursfald med et minus på 7,3 pct.
I cyklisk forbrug er der derimod et løft på 1,9 pct. til Amazon, mens Tesla kan lægge 0,1 pct. til aktiekursen, og i kommunikationsservice vinder Alphabet omkring 0,2 pct., mens Meta Platforms løftes 2,3 pct.
LØFTES AF AI
Det er samtidig masser af grønt blandt de store navne uden for teknologifeltet. Novo-konkurrenten Eli Lilly vinder eksempelvis 0,9 pct., ligesom Johnson & Johnson stiger 0,6 pct.
I dagligvarer stiger Walmart 1,0 pct. og Costco 1,7 pct., og blandt storbankerne er der fremgang til JPMorgan Chase på 1,1 pct.
I energi løftes Exxon Mobil også 2,1 pct., mens Chevron sendes 1,0 pct. op.
Med i toppen af hovedindekset finder man Crowdstrike med et plus på 5,2 pct., efter at Wolfe Research har løftet sin anbefaling af cybersikkerhedsaktien. Finanshuset ser AI skabe øget efterspørgsel, selv om aktien er faldet den senere tid på grund af frygt for AI-konkurrence.
Det trækker også andre softwarenavne på, så Palo Alto Networks vinder 7,8 pct. og Servicenow 6,0 pct.
I den anden ende er der minus på 13,4 pct. til Sysco, der gør sig som leverandør af fødevarer til restauranter og industrikøkkener. Årsagen er nyheden om et opkøb af konkurrenten Jetro Restaurant Depo for 29,1 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire