Krigens rasen og et deraf følgende nyt hop i oliepriserne sætter igen torsdag tonen for det amerikanske aktiemarked, hvor der er udbredte kursfald at spore ud på handelsdagen.
Med omtrent tre timers handel igen falder S&P 500-indekset med 1,2 pct., Nasdaq-indekset går 1,5 pct. tilbage, og Dow Jones-indekset taber 1,2 pct. Aktiemarkedet i USA lukker for tiden klokken 21 dansk tid, fordi amerikanerne er gået over til sommertid.
- Så længe flaskehalsene omkring strædet fortsætter, vil oliepriserne forblive høje, hvilket øger risikoen for, at konflikten sætter sine spor i økonomien, vurderer strateger fra Bespoke Investment Group ifølge Bloomberg News.
Fra Irans side er der fortsat ikke tegn på intentioner om at få åbnet op for sejladser gennem Hormuz-strædet igen, og det sætter en naturlig prop i olieudbuddet, hvilket sender priserne op og øger frygten i markedet for tiltagende inflation.
- Det største problem, som markederne står over for lige nu, er naturligvis krigen, siger Matt Maley, der er chefmarkedsstrateg hos Miller Tabak, til Bloomberg News.
- Konflikten i Mellemøsten er ikke ved at aftage. Det har fået oliepriserne til at stige kraftigt. Vi har også problemet med den voksende stress på kreditmarkederne, fortsætter han.
Torsdag stiger prisen for en tønde af både den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske modpart, WTI, med omtrent 10 pct.
Med til at trække op i priserne er det torsdag, at to tankskibe er blevet sat i brand som led i bredere iranske angreb på olie- og transportfaciliteter i hele Mellemøsten.
SELSKAB BAG KENDT DATINGAPP I HOPLA
Der er dog også positive strømninger at spore omkring på aktiemarkedet. Det gælder blandt andet Bumble, der står bag datingappen af samme navn.
Den aktie stiger ud på handelsdagen torsdag med 35 pct. til 3,84 dollar oven på et sæt positive forventninger og en opgradering hos storbanken JPMorgan.
For første kvartal venter Bumble et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) på 76-80 mio. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 57,7 mio. dollar.
JPMorgan har efter meldingen løftet sin anbefaling af aktien til "neutral", skriver Bloomberg News.
I modsat retning går det for detailkæden Dollar General, der falder med 5,2 pct. til 137,31 dollar. Og her er det lige omvendt finansielle forventninger, der ikke falder i markedets smag, som er udslagsgivende.
Samtidig sættes der også en stopper for det vilde ridt til Hims & Hers, der nu igen er partner med Novo Nordisk, efter at de to har begravet stridsøkserne.
Det har markedet nemlig taget uhyre godt i mod med en stigning på over 60 pct. over de første tre handelsdage i denne uge, men i torsdagens sure marked, bliver der igen taget lidt gevinst hjem, og aktien falder med 3,1 pct. til 25,09 dollar.
.\\˙ MarketWire