17. mar. 2026 kl. 17:01
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Olieprisen trækker sig en smule - luftfart sendes frem og Eli Lilly tilbage

USA/middag: Olieprisen trækker sig en smule - luftfart sendes frem og Eli Lilly tilbage

Fald i olieprisen løfter humøret midt på tirsdagen på Wall Street tirsdag. De høje oliepriser har ellers skabt bekymring om energiomkostningernes indvirken på inflationen og økonomien, men den amerikanske WTI-olie har reduceret en tidligere stigning til 98 dollar og koster nu omkring 95 dollar.

Ikke desto mindre har luftfartsselskaberne en gylden dag, da rejselystne amerikanere booker flybilletter før en mulig stigning i brændstofpriserne kommer til at skubbe billetpriserne højere.

S&P 500-indekset og Nasdaq-indekset løftes begge midt på handelsdagen med 0,4 pct., og Dow Jones-indekset stiger 0,3 pct.

- Der er en voksende følelse af, at markederne prøver at se igennem de nuværende spændinger, vurderer Fawad Razaqzada fra Forex.com ifølge Bloomberg News og fortsætter:

- En troværdig multinational indsats vil sandsynligvis skubbe oliepriserne ned og aktierne op - men det bedste udfald ville være at afslutte krigen - og snart.

Aktiemarkedet forsøger at finde en bund midt i den geopolitiske drevne tilbagegang, mener Rick Gardner fra RGA Investments. Men han siger, at selvom konflikten kan vare et stykke tid, betyder det ikke, at aktiemarkedet nødvendigvis vil følge efter.

- Aktier har tendens til at bevæge sig foran forskellige begivenheder, som krige, længe før de er ovre. Vurderinger af aktier er fortsat attraktive, hvilket skaber et potentielt attraktivt indgangspunkt for investorer, der ønsker at få nyt kapital til at arbejde, siger Rick Gardner til Bloomberg.

BOOK NU - KØB SENERE

Frygt for dyrere flybilletter i lyset af dyrere olie får amerikanerne til at booke flybilletter. Faktisk så meget at flere topchefer i de amerikanske luftfartsselskaber melder om historisk høje bookinger.

Både Delta og American Airlines har meldt ud, at de har haft nogle af de stærkeste enkeltdage nogensinde målt på salget i marts. Det tyder på, at kunderne låser priserne nu forud for de travleste måneder med rejser i feriesæsonen senere på året.

Delta ligger 4,8 pct. højere, mens American Airlines stiger 3,1 pct.

Flere bookinger smitter også af på den amerikanske rejsebookingkoncern Expedia, der stiger 4,8 pct.

Kørselstjeneste Uber har udvidet sit samarbejde med chipkæmpen Nvidia om udviklingen af selvkørende biler, og planen er at lancere en global robottaxi-flåde i 28 byer verden over inden 2028.

Uber vil over de næste tre år investere omkring 500 mio. dollar i Argentina til blandt andet at genlancere Uber Eats og positionere Argentina som et nøglemarked.

Aktien går 5,3 pct. frem.

Selskabsspecifikt stiger også aktien i Qualcomm, der producerer processorer til smartphones, da giganten har annonceret et aktietilbagekøb på 20 mia. dollar.

Og som om det ikke var nok, så får dividenden også et hak op til 92 cent mod tidligere 89 cent., skriver Bloomberg.

Qualcomm øger 1,8 pct.

Medicinalkoncernen Eli Lilly falder 5,3 pct., efter at finanshuset HSBC har sået tvivl om størrelsen på fedmemarkedet.

Finanshuset har sænket sin anbefaling til "reducer" fra "hold", idet det vurderer, at estimaterne for det samlede adresserbare fedmemarked står foran en korrektion.

HSBC er ifølge data fra Bloomberg de eneste ud af de 38 som dækker medicinalselskabet, der har en negativ anbefaling af Lilly-aktien.

FOKUS PÅ FEDERAL RESERVE

Federal Reserve har tirsdag begyndt sit todages rentemøde i lyset af de høje oliepriser. Og markedet forventer ikke, at centralbanken gør noget ved renten i denne omgang, når rentemeldingen offentliggøres onsdag aften dansk tid.

De stigende olie- og naturgaspriser sammen med prisstigninger forårsaget af told vil være hovedfokus på mødet, hvor centralbankmedlemmerne afvejer inflationsbekymringer mod tegn på et svækkende arbejdsmarked.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 210 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig