En vending til faldende oliepriser giver fredag investorerne omkring de finansielle markeder i USA en pustepause efter voldsomme rentestigninger i ugens løb, som også har lagt en dyne over aktiemarkedet.
Investorerne klamrer sig stadig til håbet om, at USA og Iran kan nærme sig hinanden og få lavet en aftale om en gradvis genåbning af Hormuzstrædet, sådan som nyhedsbureauet Reuters beskrev det.
De forhøjede statsrenter holder ganske vist stadig ved, selv om det store udsalg af de amerikanske statspapirer, der prægede onsdagens og torsdagens handel, er holdt op.
Men det fortsat skyhøje niveau - for den 30-årige statsobligations vedkommende det højeste siden 2004 og for den tiårige det højeste siden 2007 - betyder dog alligevel, at der er låg over begejstringen blandt investorerne.
S&P 500-indekset nøjes derfor med en stigning på 0,2 pct. efter godt to en halv times handel, og det samme gør Nasdaq-indekset. Dow Jones-indekset løftes med 0,5 pct.
UBS SER IKKE NØDVENDIGVIS HØJERE RENTER AFSPORE AKTIERNE
Hos den schweiziske storbank UBS peger strategerne på, at selv de højeste renter i to årtier ikke nødvendigvis vil afspore mulighederne på aktiemarkedet.
- Vi anbefaler fortsat at positionere sig med henblik på yderligere kursgevinster på aktier, samtidig med at man diversificerer og styrer koncentrationsrisikoen, siger Ulrike Hoffmann-Burchardi, der er chef for aktiehandel hos UBS, ifølge Bloomberg News.
- Modstandsdygtig økonomisk vækst og solid indtjening hos selskaberne bør hjælpe markederne med at modstå en afmålt stramningscyklus, mens højere obligationsrenter giver mulighed for at øge porteføljeindtægterne, fortsætter hun.
AKAMAI BELØNNES FOR MILLIARDAFTALE MED ANTHROPIC
Blandt enkeltaktierne snupper Akamai Technologies en del opmærksomhed, efter at selskabet sent torsdag kunne annoncere en partnerskabsaftale i milliardklassen med AI-koncernen Anthropic.
Akamai skal levere computerkraft til Anthropics fortsatte udvikling af kunstig intelligens, og aftalen har en værdi af 11,6 mia. dollar, rapporterede Bloomberg News sent torsdag dansk tid.
Det kan investorerne godt lide, og Akamai-aktien bliver sendt op med 6,0 pct. til 117,08 dollar.
Blandt de store navne trækker også Microsoft godt op i markedet uden større selskabsspecifikke nyheder om softwareselskabet til at forklare udviklingen.
Aktien stiger midt på handelsdagen med 3,3 pct. til 514,25 dollar.
For Paypal går det fredag frem med 4,4 pct. til 54,90 dollar.
Her her baggrunden, at en alert hos Betaville ifølge Bloomberg News har peget på, at en "amerikansk-noteret teknologikæmpe" muligvis overvejer en overtagelse af selskabet.
NIKE PÅ RETUR EFTER SÆNKET ANBEFALING
Modsat er der fald til Nike-aktien, efter at finanshuset Bank of America har sænket anbefalingen for den amerikanske sportsudstyrskoncern til "underperform" fra "neutral".
Analytiker Lorraine Hutchinson ser en turnaround, der tager længere tid, med risiko for nedadgående revisioner af indtjeningsestimaterne og værdiansættelsen, idet Nikes "innovation fortsat overskygges af en presset Classics-forretning, mens kategori- og makroøkonomisk pres opbygges," skriver Bloomberg News.
Kursmålet bliver samtidig skåret til 30 dollar fra 47 dollar.
Nike, der aflægger regnskab for første kvartal 2026/27 den 1. oktober, falder med 0,4 pct. til 35,88 dollar.
.\\˙ MarketWire