10. mar. 2026 kl. 17:02
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Positiv stemning på Trump-meldinger om kortere krig og faldende oliepriser

USA/middag: Positiv stemning på Trump-meldinger om kortere krig og faldende oliepriser

Stemningen er positiv på Wall Street midt på handelsdagen efter pæne plusser til de ledende indeks mandag, hvor investorerne nåede at reagere på solide fald i prisen på olie.

Det brede S&P 500-indeks stiger 0,5 pct., mens Dow Jones ligger 0,6 pct. højere. Teknologitunge Nasdaq stiger mest med 0,7 pct., hvor også seks ud af de syv toneangivende teknologiselskaber i "Magnificent Seven" ligger i plus.

Mandag steg indeksene med 0,5-1,4 pct.

Det er blandt andet de fortsat dykkende oliepriser, der giver opsving til de amerikanske aktier og dermed også lægger en dæmper på handlernes frygt for inflation. Derudover kom der mandag aften tilsyneladende positivt nyt fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

For selv om Donald Trump mandag ikke troede, at konflikten ville være overstået denne uge, insisterede han på, at operationen i Mellemøsten var foran tidsplanen.

Og angrebene er dog slet ikke ovre. Nu melder forsvarsminister, Pete Hegseth, at tirsdag bliver den "mest intense dag" i rækken af amerikanske angreb mod Iran. Hegseth anklager desuden det iranske styre for at affyre missiler fra skoler og hospitaler.

- I dag vil endnu en gang blive den dag med de mest intense angreb i Iran med flest kampfly, flest bombefly og flest angreb, siger forsvarsministeren.

LUFTFART I U-VENDING

De lavere oliepriser gav først et lettelsens suk i rejsebranchen, der har været ramt hårdt af uroen i Mellemøsten, hvor aktierne blev sendt op.

Men den amerikanske forsvarsministers udsagn får luftfartsselskaberne Delta og American til at falde med 0,7 og 1,8 pct. midt på handelsdagen tirsdag.

Olieselskaberne Conocophillips og Exxon Mobil reagerer ligeledes med fald på henholdsvis 1,7 og 0,9 pct., mens branchekollegaen Occidental dykker hele 3 pct.

SYGEKASSE I STORT DYK PÅ SKRUMPENDE MARKED

Sygekassen Centene bliver tirsdag sendt godt ned med 19,9 pct., efter at selskabets topchef har varslet større end ventet tilbagegang i kunderne i sin ACA-forretning og meldt om stigende efterspørgsel efter dyrere medicin, som presser indtjeningen, skriver Bloomberg News.

På en konference fortæller topchefen Sarah London, at sygekassen i år venter 40 pct. færre medlemmer i "Affordable Care Act", ACA, som også er kendt som den tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform, Obamacare.

- Vores opfattelse var, at markedet ville krympe med mellem 15 og 35 pct., men vi var ret enige om, at vi ville ligge i den høje ende af dette interval og muligvis højere end den øverste ende, siger topchefen.

Derudover er der udsigt til mindre indtjening per kunde, da efterspørgslen efter dyrere medicin fra specialapoteker er vokset, lyder det.

Modsat stiger medicinalselskabet Vertex Pharmaceuticals over 8 pct., efter at selskabet mandag efter børslukketid præsenterede lovende foreløbige data fra et fase 3-studie med lægemiddelkandidaten Povetacicept til behandling af en kronisk nyresygdom.

SLIPSTRØM AF REGNSKABER

Online- og teknologikæmpen Amazon har skudt gang i, hvad der kan blive et af verdenshistoriens største salg af virksomhedsobligationer, som skal hjælpe selskabets massive planlagte investeringer i kunstig intelligens på vej.

Teknologikæmpen sigter mod at rejse svarende til 37-42 mia. dollar i en tværatlantisk udstedelse i både dollar og euro, udtaler personer med kendskab til sagen ifølge Bloomberg News.

Det sker som led i det store boom i AI-investeringer, som de største amerikanske techselskaber har annonceret i forbindelse med deres seneste regnskaber.

Amazon stiger 0,8 pct. tirsdag.

Investorerne afventer desuden regnskabet fra Oracle efter børslukning, hvor kodeordet også bliver AI. Aktien falder 0,2 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 201 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig