16. jan. 2026 kl. 17:05
59 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Små navne falder i øjnene i ubeslutsomt marked

USA/middag: Små navne falder i øjnene i ubeslutsomt marked

Med små udsving på indeksniveau danser de amerikanske aktier rundt om udgangspunktet fredag, hvor den dominerende farve flere gange er vekslet mellem grøn og rød.

Efter godt to en halv times handel stiger S&P 500-indekset med 0,1 pct., Nasdaq-indekset stiger i samme takt, og Dow Jones-indekset falder med 0,1 pct.

Fokus er der blandt andet til de mindre navne, mens der ikke er mange større udsving blandt de store aktier.

Ifølge Bloomberg News er det mindre Russel 2000-indeks nu kørt fra S&P 500-indekset hele 11 handelsdage i træk.

- Det gunstige makroøkonomiske miljø, der er kendetegnet ved begrænset inflation og accelererende vækst, gør det muligt for markederne at modstå geopolitiske spændinger og fortsætte deres opadgående tendens trods usikkerheden, siger Florian Ielpo, der er makrochef og porteføljeforvalter hos Lombard Odier Asset Management, til Bloomberg News.

Samlet set er Russel 2000-indekset, der fredag løftes med 0,5 pct., steget med 8,3 pct. i år, mens S&P 500-indekset er noteret for en fremgang på 1,5 pct.

Fredag viste et nøgletal bedre end ventede takter i industriproduktionen i USA i december, og blandt andet det er med til at holde hånden under markedet.

I modsat retning trækker det formentlig, at USA's præsident, Donald Trump, fortsat har svært ved at slippe sine fantasier om Grønland og fredag har truet med at pålægge told på lande, der ikke er enige med ham i synet på sagen.

SMÅ AKTIER STÅR FOR DE STØRSTE UDSVING

Blandt enkeltaktierne skal man også lidt længere ned i kurslisterne for at finde de største udsving fredag.

Blandt andet stiger AST Spacemobile, der laver satellitter til internet. Selskabet har ifølge Bloomberg News fået en stor kontrakt med det amerikanske missilforsvar, der er en del af forsvarsministeriet.

Det kan investorerne godt lide, og aktien stryger i vejret med 13,8 pct. til 115,26 dollar.

Omvendt negativt ser det ud for biotekselskabet Arbutus Biopharma, som falder med 14,0 pct. til 4,04 dollar.

Det Europæiske Patentkontor har fjernet et af selskabets patenter, hvilket kan kaste grus i maskineriet i en konkurrencesag mod vaccineselskabet Moderna i Schweiz, rapporterer Bloomberg News.

Immunitybio stiger til gengæld med 37,0 pct. til 5,41 dollar oven på et sæt gode resultater med en lægemiddelkandidat mod kræft. Det er ellevte handelsdag på stribe, at aktien er i fremdrift.

Blandt de helt store navne stiger chipgiganten Nvidia atter fredag, hvor der lægges yderligere 0,5 pct. til markedsværdien oven på en stigning på 2,2 pct. torsdag.

Medicinalselskabet Eli Lilly kommer også lidt igen med en fremgang på 1,1 pct. til 1044,64 dollar efter et tungt fald på 3,8 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,5
Baseret på 90 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig