Der var mere stilstand over det amerikanske rentemarked fredag, end tilfældet var det torsdag, men i den lange ende gik renterne stadig en spids op.
Hovedtemaet i markedet var fortsat krigen i Mellemøsten og oliepriser, der for Brent-oliens vedkommende holdt sig over 100 dollar per tønde, selv om en række lande tilkendegav hensigter om at give millioner af tønder olie løs fra strategiske reserver for at tæmme prisstigningerne.
Renten på den toneangivende tiårige T-bond steg med 2 basispoint til 4,28 pct.
Den toårige rente faldt omvendt med 2 basispoint til 3,72 pct., hvilket hang sammen med svage væksttal fra økonomien, der igen fik investorerne til at skrue en anelse op for forventningerne til pengepolitiske lempelser fra USA's centralbank, Federal Reserve, i år.
Fredag aften dansk tid indregnede investorerne igen meget tæt på én hel rentenedsættelse på 25 basispoint i år, viser data for handlen med futures ifølge Bloomberg News.
Kigger man over hele ugen, var tendensen dog klart til stigende renter, efterhånden som investorerne slog fast, at der ikke umiddelbart er udsigt til et stop for krigen mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden.
Det har drevet oliepriserne i vejret og skabt frygt for fornyet inflation, samtidig med at økonomien viser tegn på at halte gevaldigt i det amerikanske med en svært skuffende arbejdsmarkedsrapport for februar og klart skuffende vækstal for fjerde kvartal sidste år.
Set over hele ugen steg den toårige rente med 16 basispoint, og den tiårige rente steg med samlet 14 basispoint.
GEDIGEN SKUFFELSE I REVIDEREDE VÆKSTTAL
Før starten fredag viste den anden opgørelse af bruttonationalproduktet i USA i fjerde kvartal en vækst på blot 0,7 pct. i annualiserede tal.
Det var kun halvdelen af den vækst på 1,4 pct., der var udfaldet af den første opgørelse, og som økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet.
Og skuffelsen er faktisk endnu grellere end det. Ved første opgørelse i februar var der nemlig blandt økonomerne ventet en vækst på 2,8 pct., men også her endte aflæsningen altså på det halve, inden målingen igen blev halveret i anden opgørelse.
Og den svage udvikling kan i høj grad tilskrives den økonomiske politik i USA, vurderer Sampension.
- Den økonomiske virkelighed i USA er langt fra det billede, som Trump tegner af sine meritter på den front. Væksten bremser op, arbejdsmarkedet skranter, og inflationen er på ingen måde under kontrol. Den udvikling kan han blandt andet takke sine egne toldforhøjelser for, siger Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, i en kommentar til fredagens væksttal.
- Faktisk indgyder den amerikanske politik så stor usikkerhed og sving i økonomien, at kvartalets nedjusterede vækst ikke statistisk set kan skelnes fra at være negativ, fortsætter han.
.\\˙ MarketWire