Statsrenerne i USA faldt en smule i fredagens handel, hvor der var så godt som vindstille på markedet, der dog fortsat var positivt påvirket af håb om en vedvarende fred i Mellemøsten.
Torsdagens midlertidige aftale om en 60 dage lang våbenhvile, som stadig er til overvejelse hos USA's præsident, Donald Trump, giver tro på, at der kan skabes tilstrækkeligt med fundament til at få forhandlet en endelig aftale mellem USA og Iran på plads.
Og derfor blev renten på den toneangivende tiårige T-bond fredag sendt ned med yderligere et enkelt basispoint til 4,44 pct. efter et fald på 3 basispoint torsdag.
Men selv om nyhederne fra Mellemøsten er positive lige nu, har krigen, der har stået på i omtrent fire måneder, allerede betydet, at inflationen får et ryk opad på grund af et stort løft i energipriserne.
Og det betyder ifølge Deutsche Banks strateger også, at det er slut med pengepolitiske lempelser i denne cyklus fra USA's centralbank, Federal Reserve. Derfor skruer banken også op for sit mål for året for den toneangivende tiårige rente, som nu ses løftet til 4,70 pct. i december mod den tidligere prognose om 4,45 pct.
- Ændringen afspejler vores reviderede grundlæggende vurdering af, at Federal Reserve er færdig med at sænke renten og vil holde den uændret på det langsigtede nominelle neutralniveau gennem hele prognoseperioden, skriver Deutsche Banks strateger i et notat ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire