13. maj 2026
37 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renter presset op af inflation og stigende oliepris - NY

USA/T-bond: Renter presset op af inflation og stigende oliepris - NY

De amerikanske forbrugerpriser steg mere end de ellers høje forventninger i april og i kombination med øget inflationsfrygt fra en stigende oliepris, fordi våbenhvilen mellem USA og Iran ifølge præsident Trump hænger i en tynd tråd, pressede det de amerikanske markedsrenter opad tirsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 5 basispoint til 4,46 pct., hvilket var et enkelt point højere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente tikke 4 basispunkter op til 3,99 pct.

Renten for begge løbetider er uændret onsdag morgen på T-bondmarkedet i Tokyo.

- Jo længere energipriserne forbliver høje, desto større bliver risikoen for gennemslag til kerneinflationen, kommenterer Dan Carter, senior porteføljeforvalter hos Fort Washington Investment Advisors, over for Bloomberg News.

- Renterne vil sandsynligvis forblive forhøjede på grund af alle disse problemer, som kan tage tid at løse.

Tirsdag steg olieprisen i USA med mere end 4 pct. til over 102 dollar per tønde, og den ligger nu godt 50 pct. højere end lige før, krigen mod Iran startede.

Samtidig viste en opgørelse, at forbrugerpriserne i april på årsbasis tog til med 3,8 pct., det højeste niveau i næsten tre år, mod 3,3 pct. i marts, mens 3,7 pct. var ventet. Før starten på krigen i Iran steg forbrugerpriserne i februar med blot 2,4 pct.

For kerneprisernes vedkommende var der også en øget prisstigningstakt i april på 2,8 pct. mod 2,6 pct. måneden før, og igen var det over det ifølge Bloomberg News ventede niveau på 2,7 pct.

- På varesiden synes vi at se, at toldeffekterne er ved at aftage i inflationsdataene, siger Matt Bush, økonom hos Guggenheim Investments, til Reuters.

- Samtidig har vi selvfølgelig dette nye chok fra stigende energiomkostninger. Og så er der et tredje chok, der påvirker dataene, nemlig afledte effekter fra alle AI-investeringerne.

Med til at presse de lange renter op tirsdag var også, at det amerikanske finansministerium solgte nye tiårige statslån for 42 mia. dollar, og den auktion så en lunken efterspørgsel, da kurserne ikke blev budt højt nok op til, at renten kunne blive fastsat i helt samme niveau eller lavere end i markedet kort forinden.

Onsdag skal der også afhændes statsobligationer med tre års løbetid for 58 mia. dollar, mens der er for 25 mia. dollar 30-årige obligationer under hammeren torsdag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 4 anmeldelser