02. feb. 2026 kl. 22:00
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Risikoappetit tog til efter bedre end ventede fabriksdata

USA/T-bond: Risikoappetit tog til efter bedre end ventede fabriksdata

De amerikanske finansielle markeder var mandag præget af øget risikovillighed, og aktierne steg, og renterne gik samme vej.

Bedre end ventet data stod bag det stigende humør, da de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, i januar steg til det højeste niveau siden 2022. ISM Manufacturing-indekset steg til 52,6 fra 47,9 i december mod ventet 48,5.

Renten på den tiårige amerikanske statsobligation endte mandag 4 basispoint højere i 4,28 pct. i forhold til fredag. Det er 1 basispoint højere end klokken 17 ved dansk markedslukning.

Den toårige rente steg med 5 basispoint til 3,57 pct.

Cheføkonom Brian Jacobsen fra Annex Wealth Management siger ifølge Bloomberg News, at aktiviteten "ser ud til at være på vej ud af en kold vinter".

- Vi har set tegn på liv før, men så er produktionen faldet igen. Men med nye ordrer i vækst er denne genopblomstring måske reel, bemærker han.

Dagens tal antyder, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan forblive i venteposition i en længere periode, da centralbanken med succes har genoplivet produktionssektoren, siger Florian Ielpo, makrochef og porteføljeforvalter hos Lombard Odier Asset Management, til Bloomberg News.

- Udviklingen er grundlæggende positiv for virksomhedernes indtjening og gavner både amerikanske aktier og globale aktier med eksponering mod det amerikanske vækstmomentum, siger han og fortsætter:

- På kort sigt styrker det Goldilocks-fortællingen om solid vækst med begrænset inflation.

Efter offentliggørelsen af dataene for fremstillingsindustrien reducerede handlende forventningerne til rentenedsættelser fra Federal Reserve, som i sidste uge fastholdt renten. Forventningen er nu, at den næste rentenedsættelse kommer i juli.

Et af de tal, som Federal Reserves medlemmer plejer at nærlæse er den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, Den udkommer dog ikke som vanligt den første fredag i måneden - altså den 6. februar - på grund af nedlukningen af det amerikanske statsapparat, oplyser Bloomberg.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 124 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig