17. mar. 2026 kl. 12:12
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Mellemøstkonflikt giver udsigt til rød start mens rentemøde er i fokus

USA/tendens: Mellemøstkonflikt giver udsigt til rød start mens rentemøde er i fokus

De amerikanske aktier ser ud til at åbne i rødt, når markederne i New York åbner 14.30, da olieprisen stiger. Det øger inflationsbekymringerne, der vil være i centrum, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, senere på dagen starter sit to-dages rentemøde.

Handlen med futures for de tre ledende aktieindeks - det brede S&P 500-indeks, det teknologidominerede Nasdaq-indeks og de tunge aktier Dow Jones-indeks - peger alle mod en negativ handelsstart med minusser på omkring 0,1 pct.

Mandag gav faldende oliepriser fremgang for aktierne på Wall Street, hvor også temaet omkring kunstig intelligens, AI, var i fokus, efter at Nvidia meldte sig på banen med en prognose om at nå et salg af sine AI-chips på mindst 1000 mia. dollar inden udgangen af 2027.

Det brede S&P 500-indeks endte med et plus på 1 pct., mens det smalle Dow Jones steg 0,8 pct. Bedst gik teknologiaktierne i Nasdaq-indekset, som gik frem med 1,2 pct.

Nvidias prognose bygger videre på et tidligere skøn om at nå et salg for AI-serien Blackwell og den kommende serie Rubin på mindst 500 mia. dollar inden udgangen af 2026, skriver Bloomberg News.

Aktien i Nvidia stiger tirsdag med marginale 0,2 pct. i det amerikanske formarked, efter en stigning på 1,6 pct. mandag. Konkurrenterne Advanced Micro Devices og Broadcom, der også steg mandag - falder marginalt i formarkedet.

FOKUS PÅ MELLEMØSTEN

Investorernes fokus er frem til handelsstart på situationen i Mellemøsten, hvor det ligner at Hormuzstrædet fortsat vil være lukket, efter at den amerikanske præsident Donald Trumps opfordring til Nato-allierede om at sikre passagen ikke har rykket det store.

- Vi arbejder med andre om at lave en troværdig plan for Hormuzstrædet for at sikre, at vi kan genåbne skibsfarten og passagen gennem strædet. Lad mig gøre det klart: Det kommer ikke til at blive og har aldrig været set som en Nato-mission, udtalte den britiske premierminister, Keir Starmer, til journalister ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag.

Tirsdag stiger olieprisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, med 3,2 pct. til 103 dollar, mens den amerikanske WTI-olie går 3,6 pct. frem til 96,83 dollar.

De oliefølsomme flyselskaber, som har været hårdt ramt siden krigen i Mellemøstens udbrud, får dog tirsdag et pusterum, efter at Delta Air Lines har hævet sin omsætningsprognose for det nuværende kvartal på baggrund af stigende efterspørgsel.

Det sender aktien i Delta i vejret med 4,5 pct. i det amerikanske formarked, mens også aktien i American Airlines øger med 3,2 pct.

Rettes fokus mod rentemødet hos Federal Reserve er forventningen at beslutningstagerne vil holde renten uændret efter sit to-dages møde.

Dog venter handlerne et høgeagtigt syn på fremtiden, skriver Reuters, idet renterne på de kortfristede statsobligationer stiger svagt.

- Selv om vi ikke forventer, at centralbanker vil træffe impulsive beslutninger, vil beslutningstagerne sandsynligvis understrege, at de er på vagt over for inflationsrisici i lyset af de høje oliepriser og usikkerhed om krigens varighed, udtaler analytikerkorpset hos UBS om centralbankernes beslutninger på verdensplan i denne uge, hvor der også er rentemøde hos Den Europæiske Centralbank, ECB.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 209 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig