Der ser ud til, at de amerikanske aktier udbygger torsdagens negative stemning, når handelen i New York åbner. Det tegnmer til endnu en dag med fokus på AI, særligt efter at Nvidia på sin store afregningsdag - sendte Wall Street i rødt.
Udover bekymringer om AI har også toldusikkerhed omkring USA været i ugens rampelys i kølvandet af, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har indført en ny global told.
Frem mod åbningen af børserne i New York fredag eftermiddag peger handlen med futures for de tre ledende aktieindeks på et minus i niveauet 0,4-0,6 pct. med størst negativ udvikling i sigte for Dow Jones-indekset.
Dow Jones-indekset var ellers det eneste af de tre amerikanske hovedindeks, der holdt sig oven vande torsdag, hvor indekset vandt små 0,04 pct. På trods af fremgang til de fleste selskaber faldt S&P 500-indekset med 0,5 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks tabte 1,2 pct.
- Der er fortsat denne diskussion om, hvem der bliver ofrene, og hvem der faktisk vil komme ud som vindere, fordi de udnytter AI i stedet for at blive erstattet af den, siger Kristina Hooper, der er chefmarkedsstrateg hos Man Group, ifølge Reuters.
- Der er meget lidt, der er sikkert på nuværende tidspunkt, og derfor tror jeg, at det fortsat vil være et problem, fortsætter Kristina Hooper.
NVIDIA I MARGINALT MINUS
Fredag ser nedturen ud til at fortsætte for giganten Nvidia, der dykker med 0,6 pct. i formarkedshandelen.
Selskabet aflagde onsdag efter amerikansk børslukketid ellers et stærkt regnskab, som dog ikke kunne imponere investorerne. Facit blev et minus på 5,6 pct. til 184,66 dollar torsdag, selv om salgsprognosen for første kvartal umiddelbart tegner lovende og indikerer en del større vækst, end analytikere på forhånd havde sat næsen op efter.
- Nålen har tydeligvis ændret sig, når det kommer til, hvad der skal til for at overbevise investorer om, at de milliarder, der hældes i AI-infrastruktur, vil betale sig, siger Raffi Boyadjian, ledende markedsanalytiker hos Trading Point, til nyhedsbureauet Reuters.
Og Jeff Schulze, chef for økonomi- og markedsstrategi hos Clearbridge Investments, påpeger, at "investorerne er forsigtige med AI-handlen og dens konsekvenser, når vi ser de næste par år frem, og selv om Nvidia leverede stærke tal, var det ikke nok til at overbevise investorerne".
NETFLIX SMIDER HÅNDKLÆDET I RINGEN
Netflix ser ud til at åbne i plus på Wall Street, efter at selskabet ifølge Reuters ikke har tænkt sig at fortsætte budkrigen om Warner Bros. Discovery.
Derimod vil streamingtjenesten investere 20 mia. dollar i film og serier i år samt genoptage aktietilbagekøb.
Netflix oplyser, at aftalen ikke længere er attraktiv, og at selskabet ikke vil matche Paramounts bud.
Netflix stiger med 7,4 pct. i det amerikanske formarked, mens Paramount øger 7,2 pct. Warner Bros. Discovery falder med 1,4 pct. i formarkedet.
I hopla er også Dell Technologies, der stiger 11,8 pct. i formarkedet på et regnskab, der endte bedre end ventet - og en prognose, der ligeledes overrasker positivt.
Det er igen kunstig intelligens, AI, der driver væksten. Dell regner med at kunne mestre et overskud på omkring 50 mia. dollar på AI-servere i året, der går til og med januar 2027.
- AI-mulighederne transformerer vores forretning, siger Jeff Clarke, der er driftschef, i Dell .
I finansårets første kvartal venter selskabet en omsætning på mellem 34,7-35,7 mia. dollar mod ventet 29,3 mia. dollar.
I modsat stemning er sprogappen Duolingo, der falder 23,6 pct., efter at selskabet fredag har præsenteret regnskab for fjerde kvartal med en skuffende prognose for første kvartal 2026.
.\\˙ MarketWire